58-årig dansker dræbt i trafikulykke i Sydafrika

'Hans død efterlader et smertefuldt tomrum i alle, hvis liv han har rørt på mange måder,' lyder det i en pressemeddelelse fra familien

Den 58-årige dansker Markus Jebsen har mistet livet efter en trafikulykke søndag i Sydafrika.

Det skriver JydskeVestkysten på baggrunden af en pressemeddelelse fra Jebsens familie.

Her skriver hans halvbror:

'Hans død efterlader et smertefuldt tomrum i alle, hvis liv han har rørt på mange måder.'

Den dødelige ulykke fandt sted på vej fra Johannesburg til Zingala Estate, hvor han drev et vildtreservat-projekt.

80.000 hektar
Ifølge JydskeVestkysten ejede Jebsen i alt 80.000 hektar jord fordelt på tre naturreservater i Sydafrika.

I Danmark har Jebsen også drevet naturprojekter - blandt andet ved at være initiativtager til Fuglelund Naturcenter på Løjt land.

Han efterlader sig sin hustru og tre børn i alderen 20 år, 18 år og 16 år.

Milliard-familie
Selv om Markus Jebsen er født og har base i Hong Kong, er han og familien velkendt i store dele af det sønderjyske.

Hans halvbror Hans Michael Jebsen er milliardær, hofjægermester og ridder af Dannebrog.

Han ejer med sine børn flere kroer og godser - blandt andet  Tranekær Gods på Langeland, der blev købt for 215 mio. kr., Peter Zobels Bækkeskov Gods ved Præstø fjord for 131 mio. kr. og Damsbo Gods på Fyn, der kostede 90 mio. kr.

Her ses Markus Jebsens halvbror Hans Michael Jebsen. Foto: Thomas Lekfeldt
Her ses Markus Jebsens halvbror Hans Michael Jebsen. Foto: Thomas Lekfeldt