58-årig i koma efter knivstikkeri på Blågårds Plads

Politiet søger vidner efter drabsforsøg, hvor offeret blev stukket flere gange i ryggen af en gruppe unge. En 24-årig er fængslet for at have sparket manden i hovedet, mens han lå ned

Ved du noget?

Indsend billede el. video

Maks. 5MB

Offeret for et drabsforsøg på Blågårds Plads i København natten til lørdag er stadig indlagt på intensiv afdeling på Rigshospitalet, hvor den 58-årige mand er lagt i kunstigt koma.

Han fik en serie knivstik i ryggen og blev sparket i hovedet, mens han lå ned, og var i livsfare, da politiet fandt ham i nærheden af værtshuset Blågårds Apotek.

En 24-årig mand blev i går varetægtsfængslet i Københavns dommervagt, sigtet for at have sparket den 58-årige i hovedet to gange, mens han lå ned.

Han nægter sig skyldig, og nægtede at udtale sig i grundlovsforhøret, men han kærede ikke varetægtsfængslingen i 26 dage.

Hvem stak?
Imens jager politiet flere gerningsmænd, der er på fri fod, og politiet ved ikke for nuværende, hvem af mændene, der har stukket den 58-årige.

Formelt er den 24-årige også sigtet for drabsforsøg, men det er ikke slået fast, om det var ham eller en af de andre gerningsmænd, der førte kniven. Politiet har ikke fundet gerningsvåbnet.

Den 24-årige er tidligere dømt for vold, og han blev prøveløsladt sidste år.

'Skulle slappe af'
Motivet til drabsforsøget er ikke klarlagt, men ifølge vidner bad den 58-årige en gruppe unge mænd om at 'slappe lidt af', da de lavede tumult på Blågårds Plads. Det fik gruppen til at gå løs på den 58-årige.

I weekenden var der Blågårds Festival på Blågårds Plads med musik, mad og kultur fra fem forskellige verdensdele.

Der var stadig mange mennesker i området, da drabsforsøget skete ved 03-tiden natten til lørdag. Politiet fik anmeldelsen kort før 03.10, og vidner udpegede den 24-årige, der blev anholdt på stedet 03.15.

'Efterfest' på pladsen
Værtshusene lukkede klokken 02, men mange blev hængende på Blågårds Plads til 'efterfest', herunder den 58-årige.

Politiet håber på flere henvendelser fra vidner:

- Vi arbejder stadig med at afhøre vidner. Vi har endnu ikke været i stand til at afhøre den forurettede, så vi har kun vidners forklaring om, at han blev overfaldet, da han forsøgte at få en gruppe unge til at 'slappe af', siger central efterforskningsleder Anders Lykkegaard.

Politiet har sikret videoovervågning i området, som nu skal gennemgås.

Politiet kan ikke sige, hvor mange gerningsmænd, der var om knivoverfaldet.

- Vi forsøger at stykke signalementer sammen på baggrund af vidnernes forklaringer, men vi er endnu ikke klar til at gå ud med det, siger Anders Lykkegaard.

Lørdag blev den 58-årige meldt udenfor livsfare.

- Men det er stadig meget alvorligt, når man er på intensiv og lagt i kunstigt koma, siger efterforskningslederen.