58-årig kvinde dræbt i trafikulykke

En kvinde er af endnu ukendte årsager kørt ind i en modkørende og har mistet livet

Foto: Google Maps
Foto: Google Maps

Ved du noget eller har du billeder fra stedet? Så send en sms/mms til 1224 (alm. takst) eller send en mail til 1224@eb.dk.

En 58-årig kvinde har juleaftensdag mistet livet i en alvorlig trafikulykke på Nymøllevej ved Lillerød.

Det oplyser Nordsjællands Politi til Ekstra Bladet.

- Kvinden kommer kørende i nordlig retning på Møllevej og svinger over i modsatte kørebane, hvor hun påkører et andet køretøj, oplyser Steffen Østergaard, vagtchef ved Nordjyllands Politi, til Ekstra Bladet.

Kvinden blev fastklemt i bilen, og efter redningsmandskabets ankomst til stedet fik hun hjertestop, og hendes liv stod ikke til at redde.

I den modkørende bil sad to voksne og to børn, hvoraf kun den mandlige fører er kommet lettere til skade.

Det er endnu uklart, hvad der forårsagede ulykken, men patruljen på stedet meddeler, at vejene er meget glatte. En bilinspektør er dog på stedet for at klarlægge de nærmere omstændigheder bag sammenstødet.

I mellemtiden er Nymøllevej spærret i begge retninger nær stedet, hvor ulykken skete. Politiet forventer, at vejen tidligst åbner ved 16-tiden.

Politiet er i skrivende stund i færd med at underrette de pårørende til den 58-årige kvinde.