61-årig dømt for kvælertag mod 13-årig: Nu er den gal igen

En 61-årig mand blev mandag idømt 60 dages fængsel for at have taget kvælertag på en 13-årig pige. Efter domsafsigelsen blev manden sigtet på ny

Det var dette overvågningsbillede, som politiet lagde ud i forbindelse med efterlysningen. Nu er manden blevet dømt. (Politifoto)
Det var dette overvågningsbillede, som politiet lagde ud i forbindelse med efterlysningen. Nu er manden blevet dømt. (Politifoto)

Ved du noget? Tip os på 1224@eb.dk eller sms/mms på 1224 (alm. takst)

En 61-årig mand er mandag blevet idømt 60 dages fængsel for at have taget kvælertag på en 13-årig pige.

Det oplyser anklager David Haahr fra Københavns Vestegns Politi til Ekstra Bladet.

Halvdelen af mandens straf skal afsones, mens resten blev gjort betinget, så manden slipper for at afsone 30 dage, hvis han holder sig fra kriminalitet i en fastlagt periode.

Og den periode skal formentlig være ganske kort, hvis manden skal gøre sig forhåbninger om at slippe for at afsone den. Kort efter domsafsigelsen blev den 61-årige nemlig sigtet igen. Denne gang for vidnetrusler i retten, hvor både den 13-årige pige og hendes mor afgav vidneforklaring.

David Haahr bekræfter anmeldelsen, men vil i øvrigt ikke sige så meget mere om den nye sag.

- Jeg er part i sagen som vidne og kan derfor ikke konkretisere det nærmere, siger David Haahr til Ekstra Bladet.

Vagtchef Thomas Christensen siger til Ekstra Bladet:

- Efter retsmødet er slut, og parterne er på vej ud af retslokalet, udtaler han trusler over for pigens familie. Det er både en anklager og en civil betjent, som overværer det, siger vagtchefen.

Stødte sammen i toget
Vestegnens Politi skriver i et tweet mandag eftermiddag, at man nu er på vej til mandens adresse for at overbringe ham sigtelsen for vidnetrusler.

Når den 61-årige i det hele taget sad på anklagebænken, skyldtes det, at han 9. januar tog kvælertag på en 13-årig pige af anden etnisk herkomst end dansk. Det skete på Taastrup Station om eftermiddagen, hvor manden steg af S-toget i det samme, som pigen steg ind. De to stødte sammen, og det fik manden til at tage fat i pigen, som han også kaldte for 'perkersvin'.

I retten nægtede den 61-årige sig skyldig. Og han ankede i øvrigt også dommen på stedet.

Manden er tidligere dømt for trusler, oplyser David Haahr.

Politiet jagter denne mand: Tog kvælertag på 13-årig pige

Ikke tiltalt for racisme
Både pigen og også pigens mor vidnede i retten. Det kom frem, at pigen ikke var kommet fysisk til skade af kvælertaget. Men hendes bistandsadvokat tog forbehold for at anmode om erstatning, hvis hun på et senere tidspunkt får udgifter til eksempelvis psykologbehandling.

Anklagemyndigheden havde på trods af de faktiske omstændigheder ikke rejst tiltale for racisme over for manden.

- Det skyldes, at man skal have til hensigt at udbrede sin racisme for en bredere del, hvis man skal kunne dømmes for det. Anklagemyndigheden vurderer, at episoden på Taastrup Station alene var et anliggende mellem pigen og manden, og at manden derfor ikke kunne blive dømt for det, siger David Haahr til Ekstra Bladet.