67-årig sexkrænket under hjemmerøveri

Politiet søger vidner: Krænker kravlede ind af åbent vindue og udsatte ældre kvinde for overgreb

En 67-årig kvinde blev natten til i dag offer for en yderst modbydelig oplevelse i sit eget hjem i Dronningensgade på Christianshavn.

Omkring klokken 01 vågnede hun ved, at en mandlig indtrænger stod bøjet over hendes seng. Og da hun vågnede, udsatte han den ældre kvinde for seksuelle krænkelser.

Det siger Ove Larsen, efterforskningsleder, Københavns Politi, til Ekstra Bladet.

- Foreløbigt ser det ud til, at gerningsmanden er trængt ind gennem et åbentstående vindue. Herefter har han rodet kvindens hjem godt og grundigt igennem. Derfor er der endnu ikke fuld klarhed over, hvad han har fået med, siger efterforskningslederen.

- Det er sparsomt med signalement. Men han talte kort engelsk til kvinden, uddyber han.

Han ønsker ikke i detaljer uddybe, hvad kvinden var udsat for, men fortæller, at der ikke var tale om regulær voldtægt.

Efterfølgende stak manden af.

- Vi hører selvfølgelig gerne fra vidner, der enten har set eller hørt noget i forbindelse med sagen, siger Ove Larsen.