75-årig Altzheimers-syg fundet død

Ældre mand blev eftersøgt med helikopter og hundepatruljer nord for Skive

Den 75-årige Altzheimer-patient Lars Nordbo fra Hjerk ved Skive var iført en grå strikhue mage til denne, da han i går formiddag forlod sit hjem for at gå en tur. (Politi-foto)
Den 75-årige Altzheimer-patient Lars Nordbo fra Hjerk ved Skive var iført en grå strikhue mage til denne, da han i går formiddag forlod sit hjem for at gå en tur. (Politi-foto)

OPDATERING kl. 13.20:

Mandag blev efterlyste Lars Nordbo på 75 år desværre fundet død i vandkanten få km fra sit hjem. Intet tyder på, at der er noget mistænkeligt ved dødsfaldet. Der er ikke flere oplysninger i sagen, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.

I et døgn har den 75-årige Lars Nordbo fra Salling nord for Skive været forsvundet fra sit hjem i landsbyen Hjerk.

Den forsvundne lider af Altzheimers og forlod sit hjem søndag ved 11-tiden for at gå en lang tur, oplyser Midt- og Vestjyllands politi.

Hans pårørende frygter, at der kan være tilstødt ham en ulykke, fordi han ikke har givet livstegn siden i går formiddag. Han menes dog at være set ved kirken i Oddense søndag kl. 15.45 - det er ca. fem kilometer fra hans bopæl.

Lars Nordbo er 1,61 meter høj og almindelig af bygning. Han har kort gråt hår og gråsprængt fuldskæg. Han var iført en grå tophue (som på billedet) sort Yeti dunjakke, en blå sømandstrøje, blå skjorte, blå jeans samt gummistøvler med kort skaft.

Politi med hunde leder i øjeblikket efter Lars Nordbo i området og får hjælp af en helikopter, oplyser vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi.