En domsmandsret har tirsdag ved Retten i Viborg dømt en 75-årig mand 20 dages betinget fængsel for at køre politikeren Rasmus Paludan ned.
Manden modtog dommen, skriver TV midtvest.
Episoden fandt sted 17. september om eftermiddagen i Rødkærsbro, da den tidligere folketingskandidat kom gående i krydset mellem Søndergade og Borgergade, viser anklageskriftet, som Viborg Stifts Folkeblad har fået aktindsigt i.
På baggrund af vidneudsagn fra to PET-agenter, der beskytter Rasmus Paludan, kom det frem, at manden havde koblet ud, hvorfor bilen var i lav fart.
Paludan pådrog sig ingen skade i forbindelse med episoden og kunne selv gå derfra.
Tiltalt for rå vold
Den 75-årig var tiltalt for legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter. Retten fandt det dog ikke beviseligt, at manden kunne dømmes efter straffelovens § 245, der er bedre kendt som grov vold.
- Vi var godt klar over, at det kunne blive udfaldet, men jeg er fint tilfreds med dommen, sagde anklager Jakob Kjær til TV Midtvest.
I domsafsigelsen blev der lagt vægt på bilens lave hastighed. Derudover lagde Retten vægt på mandens alder og hans rene straffeattest.
Manden skal ikke afsone dommen, medmindre han begår ny kriminalitet det næste år, da dommen er gjort betinget. Den 75-årige er også blevet pålagt at betale sagens omkostninger.