Åbent hus: Kvinde sigtet for tyveri

Politiet har anholdt og sigtet en 48-årig kvinde for indbrud og tyveri i lejligheder, hvor gavlen var braset sammen

Efter gavlen styrtede sammen, har man fortsat nedrivningsarbejdet.

Tirsdag styrtede en beboelsesejendom delvist sammen på Østergade i Esbjerg.

Den nederste del af gavlen forsvandt fra bygningen, mens resten blev revet ned af sikkerhedsmæssige hensyn.

Det udnyttede en 48-årig kvinde ifølge politiet, der så sit snit til at hapse indbo fra de blottede lejligheder.

Det fortæller vagtchef ved Sydjyllands Politi Ivan Gohr Jensen.

- Ejendommen har været afspærret, fordi det kan være farligt at gå derind.

- Så hun har forceret den her afspærring og brudt den op. Så er hun set gå fra stedet med indbo fra de forskellige lejemål i ejendommen, siger Ivan Gohr Jensen.

Det er fra de blottede lejligheder kvinden brød ind og tog for sig af ejernes ejendele. Foto: Byrd
Det er fra de blottede lejligheder kvinden brød ind og tog for sig af ejernes ejendele. Foto: Byrd
 

Pendulfart
Politiet fik anmeldelsen fra borgere, der havde set kvinden gå til og fra lejlighederne flere gange.

Og da politiet hev fat i kvinden, kunne de konstatere, at anmeldelsen holdt vand.

- Hun har taget mange forskellige typer indbo. Det er alt fra fladskærme, computere, mindre møbler og tøj. Vi har fået en anmeldelse om, at hun i pendulfart er gået til og fra bygningen.

- Hun er i vores varetægt og skal senere afhøres til sagen og foreholdes vores sigtelser. Så forventes hun efterfølgende løsladt, siger vagtchefen.

Det er uvist, hvordan kvinden foreholder sig til sigtelserne.