- Advarer: Kaffetår endte helt galt

En uskyldig kop kaffe endte ud i en større naturbrand i Randbøl Hede

Et stort område er brændt af, efter kaffebrygningen endte galt.

Lørdag 18. april var fire vandrere ude for at hygge sig i Randbøl Hede syd for Billund. Pludselig fik de lyst til en tår kaffe, og derfor startede de deres lille gasbrænder.

En enkelt gnist røg ved siden af under optændingen og satte fut i hele området.

Det fortæller Bjarne Nigaard, der er sekretariatschef hos Danske Beredskaber.

- Det er nærmest ikke til at tro, at en lille gnist har gjort så meget skade. Men det understreger virkelig, hvor tørt der er derude.

- Knastørt i hele landet
Sammen med DMI har Danske Beredskaber lavet en hjemmeside, der illustrerer, hvor stor brandrisiko der er rundt om i landet.

- Jeg kan ikke udtrykke mig klart nok, når jeg siger, at folk virkelig skal passe på. Der er knastørt i hele landet, fortæller han.

Ifølge Bjarne Nigaard sker uheldene, når folk ikke er opmærksomme på deres handlinger.

- Et cigaretskod, en tom flaske eller i det her tilfælde en lille gasbrænder til kaffen. Der skal ikke mere til for at starte en større eller mindre katastrofe.

- Hvis du eksempelvis lige er ude med hunden at gå en tur, og du ikke gider gemme cigaretskoddet og kaster det i grøften. Woof, siger det, så røg der 20 kvadratmeter grøft, fortæller han.

Vær forsigtig
Bjarne Nigaard opfordrer alle, der skal ud i naturen, til at være forsigtige og tænke sig om en ekstra gang.

Det er nemlig kombinationen af årstiden og vejret, der skaber den her enorme tørhed.

- Planterne har ikke optaget væske endnu. Det er derfor, de er helt tørret ud. Det kan ændre sig allerede om 14 dages tid, men sådan er situationen ikke lige nu. Så igen, pas på, fortæller Bjarne Nigaard.

Se skaderne fra kaffegnisten i videoen øverst i artiklen.