På under en time er mindst tre biler forulykket i Nordjylland.
Der er tale om tre soloulykker som følge af glat føre, og ingen personer er kommet alvorligt til skade.
Det oplyser vagtchef Jesper Sørensen til Ekstra Bladet klokken 03.30 natten til fredag:
- Der er kommet noget sne og slud i nat, og der er ingen tvivl om, at der er glat på vejene. Det kan vi se nu her, hvor flere biler er forulykket på kort tid.
Sæbeglat
Også hos Nordsjællands Politi advarer man om meget glatte veje, eftersom der er faldet sne over det meste af Nordsjælland.
'Kør i god tid, sænk hastigheden og hold god afstand til forankørende. Så kommer vi alle sikkert frem og kan være sammen med dem vi holder af,' skriver de i et opslag på Twitter.
Til Ekstra Bladet fortæller vagthavende meteorolog hos DMI Anja Bodholdt, at der natten til fredag er faldet sne og slud i større dele af landet, og at det flere steder så småt er begyndt at smelte.
- Det gør, at det kan være sæbeglat at køre i, siger hun.
Sendte politi og ambulancer
Klokken 02.29 fik Nordjyllands Politi den første anmeldelse om et færdselsuheld på E45 sydgående vest for Hobro. En ambulance blev sendt til stedet, men der er ikke meldinger om alvorlig personskade.
Blot ni minutter senere tikkede næste anmeldelse ind på samme motorvej, men denne gang i nordgående retning nord for Hobro.
Her var en taxa involveret i et solouheld, og politi og en ambulance blev sendt til stedet.
Klokken 03.11 kørte en bil galt på Halsvej øst for Vodskov cirka to kilometer øst for E45. Bilen lå på taget, da politiet nåede frem, men det var lykkedes bilens chauffør at komme ud selv.
- Vi har en enkelt, der er kørt til tjek på Aalborg Sygehus, men ellers er der ingen meldinger om, at nogen skulle være kommet slemt til skade, siger vagtchefen.
Kommer med opfordring
Vagtchef Jesper Sørensen kommer samtidig med en bøn til morgenens bilister.
- Jeg vil i den grad opfordre til, at de lokale bilister kører efter forholdene. Man skal tænke sig om her, når der kommer sne og slud som i nat, siger han.
Politiet kan på nuværende tidspunkt ikke oplyse noget om identiteten på de implicerede i uheldene.