En 20-årig mand blev alvorligt såret, efter at han tog alt sit tøj af og gik ind i løveburet i en zoologisk have i Santiago, Chile. Det skriver nyhedbureauet AP ifølge The Telegraph.
Her blev manden maltrakteret af de to løver, der bed ham og 'legede' med ham. Løverne blev dog stoppet af dyrepasserne, der aflivede dem for at redde mandens liv.
Den unge mand er kommet på hospitalet, hvor hans tilstand eftersigende er 'meget alvorlig'. Han er dog lørdag aften blevet konstateret udenfor livsfare.
Løvedrab var nødvendigt
Direktør for den zoologiske have, Alejandra Montalba siger, at hun er dybt berørt af episoden, der altså har kostet en han- og en hunløve livet.
Det var dog nødvendigt for at redde mandens liv, lyder det.
- Den zoologiske have har et fast regelsæt, fordi folks liv er meget vigtigt for os, siger hun.
Fandt afskedsbrev
Angiveligt ønskede den 20-årige mand at tage sit eget liv, og det menes derfor at være grunden til, at han gik ind i buret i første omgang.
I hvert fald blev der fundet et afskedsbrev i mandens tøj ifølge Alejandra Montalba.
Ifølge direktøren var der mange chokerede gæster i haven, som var vidner til den voldsomme episode.
For en måned siden gik det også helt galt i en zoologisk have, hvor en dyrepasser blev dræbt af en tiger.