Advokater raser over politiets håndtering af ulovlige aflytninger

Politiet undlod at slette fortrolige samtaler mellem forsvarere og deres klienter i 151 tilfælde

I et stort antal tilfælde har politiet ikke slettet optagelser af telefonsamtaler mellem advokater og deres klienter, som er dybt fortrolige.

I retsplejeloven står ellers, at politiet skal slette aflytninger af en borgers samtale med vedkommendes forsvarer. Materialet skal "straks tilintetgøres", hedder det i paragraf 791.

Imidlertid er loven ikke blevet efterlevet vedrørende 151 aflytninger. Det er cirka hver tredje sag gennem tre et halvt år, oplyste Rigspolitiet forleden. Samtidig kom en politidirektør med en stærk beklagelse.

Men forsvarerne er ikke tilfredse med undskyldningen i torsdagens pressemeddelelse, fremgår det af en udtalelse lørdag.

Landsforeningen af Forsvarsadvokater savner fortsat svar på flere spørgsmål, som foreningen tidligere har stillet.

For eksempel ønsker forsvarerne at vide, hvordan det blev opdaget, at en advokats samtale med klienten blev aflyttet.

De efterlyser desuden at blive informeret om, hvorfor materialet ikke prompte blev slettet.

Det var i en pressemeddelelse torsdag, at Rigspolitiet fortalte om den mangelfulde sletning af en eller flere samtaler på 151 aflytninger. De enkelte politikredse havde bedt om sletning. Men Rigspolitiet fik det ikke gjort.

Men det er ikke det fulde omfang af sagen. Der har nemlig også været en række tilfælde, hvor en politikreds ikke har anmodet Rigspolitiet om sletning, selv om det burde være sket.

Det præcise antal i denne kategori har Rigspolitiet endnu ikke oplyst om.

Som følge af sagen er der nu 'ndført skærpede kontrolproducerer i både politikredsene og Rigspolitiet', hedder det. Politidirektør Lykke Sørensen kaldte det et afgørende princip, at en klient og advokat kan tale fortroligt.

- Derfor er det stærkt beklageligt, at vores håndtering af aflytninger i en række sager ikke har været i orden, udtalte hun torsdag.

De fortrolige samtaler er ikke afspillet i retssager eller brugt som bevis, lyder det fra Rigspolitiet.

Denne melding beroliger dog ikke forsvarerne.

'Det er optagelsen, opbevaringen og politiets tilgang og adgang hertil, der er problemet', hedder det i lørdagens udtalelse.