Advokatfirma taber millionstrid i landsretten

Fire advokater er blevet pålagt at betale 10.000 kroner hver i bøde for interessekonflikt i skatteskandale

Fire advokater fra Bech-Bruun har hver fået en bøde på 10.000 kroner, og firmaet går glip af et honorar på knap 4,4 millioner kroner i forbindelse med en undersøgelse i skandalen om udbytteskat. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Fire advokater fra Bech-Bruun har hver fået en bøde på 10.000 kroner, og firmaet går glip af et honorar på knap 4,4 millioner kroner i forbindelse med en undersøgelse i skandalen om udbytteskat. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Fire advokater hos et af landets største advokathuse Bech-Bruun var inhabile, da de påtog sig opgaven med at udføre en undersøgelse i skandalen om udbytteskat.

Firmaet går derfor glip af et honorar på knap 4,4 millioner kroner. De fire advokater får desuden hver især en bøde på 10.000 kroner. Og Bech-Bruun pålægges at betale sagsomkostningerne på i alt en million kroner.

Det fastslår Østre Landsret onsdag. Advokatfirmaet og advokaterne har anket dommen til Højesteret.

Dommen er en stadfæstelse af Advokatnævnets afgørelse fra juli 2019.

Her vurderede nævnet, at de fire advokater har ageret i strid med god advokatskik, fordi de ikke oplyste skattemyndighederne om, at Bech-Bruun tidligere har rådgivet den tyske bank North Channel Bank, da de takkede ja til at gennemføre en uvildig undersøgelse for Skatteministeriet.

Advokatfirmaet havde netop rådgivet den tyske bank om risikoen for erstatning og straf på grund af bankens involvering i svindel mod den danske statskasse.

Banken har siden tilstået at have medvirket til milliardsvindlen mod Danmark.

Advokatnævnet mener, at advokaterne burde have vidst, at der var en interessekonflikt og meddelt skattemyndighederne om forholdet.

Fordi de ikke gjorde det, skal Skatteministeriet ikke betale for opgaven, uanset hvordan kvaliteten af den er, lød det dengang fra nævnet.

Det er den afgørelse, som Østre Landsret nu slår fast.

- Undersøgelsesadvokaternes påtagelse og gennemførelse af advokatundersøgelsen indebar således en interessekonflikt, fremgår det af dommen.

Bech-Bruun har undervejs i sagen argumenteret for, at der ikke var noget at komme efter med hensyn til habilitet.

En pointe har været, at opgaven for Skatteministeriet ikke bestod i at se på formodet svindel. Den var derimod at afdække, hvorfor ministeriet og Skat ikke havde grebet ind.

Sagen om udbytteskat kan føres tilbage til 2015, hvor daværende skatteminister Karsten Lauritzen (V) slog alarm om formodet svindel med refusion af udbytteskat.

Statskassen blev drænet for samlet 12,7 milliarder kroner.

I skyggen af sagen om inhabilitet venter også et meget større retsopgør mellem advokatfirmaet og Skatteministeriet. Skatteforvaltningen mener, at Bech-Bruun skal betale 1,2 milliarder kroner på grund af rådgivningen af den tyske bank. Men den sag er altså endnu ikke kommet for retten.

Dommen falder ikke i god jord hos advokatfirmaet.

- Vi er uenige i og overraskede over landsrettens dom i de sager, vi havde anlagt, siger chief executive partner i Bech-Bruun Steen Rode i en skriftlig kommentar til Ritzau.

- Det er fortsat vores klare vurdering, at der ikke var en interessekonflikt for de fire Bech-Bruun-advokater i forbindelse med deres udarbejdelse af redegørelsen til Skatteministeriet om refusion af udbytteskat. Derfor anker vi til Højesteret, siger han.