To personer, som først blev meldt i kritisk tilstand efter en ulykke på Lolland, er afgået ved døden.
De pårørende er underrettet.
Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi på Twiitter.
'I forbindelse med formiddagens alvorlige færdselsuheld i Guldborg må vi desværre meddele, at både fører og passager i personbilen er afgået ved døden,' oplyser politikredsen.
Ulykken skete tidligt mandag eftermiddag på Vigsnæsvej vest for Guldborg på Lolland.
Vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi Morten Kronbo oplyste tidligere mandag til Ekstra Bladet, at en lastbil og en personbil var involveret i ulykken.
I personbilen sad en mand og en kvinde, og der er ifølge Ritzau tale om et ægtepar. De blev efter ulykken fløjet til behandling på hospitalet, men deres liv stod ikke til at redde, og de er begge afgået ved døden.
Lastbilchaufføren kom ikke til skade ulykken, fortalte vagtchefen sent mandag eftermiddag til Ritzau.
Politiet modtog anmeldelsen klokken 12.43. En bilinspektør blev tilkaldt for at undersøge ulykkesstedet, hvilket er normal praksis, når der er sket en alvorlig ulykke.