Tre mænd på 20, 21 og 21 år er blevet anholdt i en sag om omfattende og groft bedrageri og databedrageri. Det oplyser Københavns Politi over for Ekstra Bladet.
Politiet mistænker de tre for at være topfigurer i et kriminelt netværk, der har specialiseret sig i telefonisk at kontakte ældre mennesker og udgive sig for at være fra Skattestyrelsen. Siden har de franarret de ældre menneskers kodeord, NemID og andre personlige oplysninger og har på den måde kunnet overføre betydelige beløb fra de forurettedes bankkonti.
De to 21-årige blev onsdag fremstillet i grundlovsforhør, hvor de blev varetægtsfængslet i foreløbig fire uger. Af sigtelsen fremgår det, at de to i perioden mellem 7. november 2019 og 3. februar 2020 fra en adresse i København i fem tilfælde har kontaktet ældre mennesker. I alt er de fem efter politiets opfattelse blevet franarret 526.300 kroner, fremgår det af sigtelsen.
Der er imidlertid en del, der tyder på, at endnu flere er blevet snydt.
- De forhold, der er med i sigtelsen, er dem, vi har kunnet identificere indtil videre. Men komplekset er større. Vi regner med flere forhold, siger politikommissær i afdelingen for økonomisk kriminalitet hos Københavns Politi, Ove Randrup, til Ekstra Bladet.
Snød ældre over hele landet
Den indledende efterforskning er foretaget af Landsdækkende Center for it-relateret økonomisk kriminalitet (LCIK) og er derefter oversendt til og efterforsket videre af Københavns Politi.
Politiet har fået anmeldelser fra hele landet, oplyser Ove Randrup.
De to 21-årige blev fremstillet onsdag, og torsdag klokken 10 foretog politiet en anholdelse af den 20-årige, der skal fremstilles i grundlovsforhør fredag med krav om varetægtsfængsling.
Ove Randrup fortæller, at det er politiets opfattelse, at de tre i forening har kontaktet ældre mennesker over telefonen. De har udgivet sig for at være fra Skattestyrelsen, og så har de på forskellig måde formået at narre de ældre til at aflevere personlige oplysninger, NemID og kodeord.
- Så har de kunnet gå direkte ind i netbanken og arbejde, mens de taler. Det er typisk bedsteforældretyper, de har kontaktet. Det er usympatisk ad pommern til, den måde, de udnytter ældres tillid og godhed på, siger Ove Randrup.
Unge risikerer sigtelse
Politiet kan ikke udelukke yderligere anholdelser i sagen. Noget tyder på, at gerningsmændene i nogle tilfælde har lånt en bankkonto af helt unge mennesker til at overføre penge til, hvorefter de senere har overført pengene videre. I de tilfælde risikerer de unge at blive sigtet for hvidvask og hæleri.
- Vi har en opfordring til unge mennesker om, at de ikke stiller deres konto til rådighed for nogen. I de tilfælde, hvor der er sket en overflytning, gør de sig skyldige i alvorlig kriminalitet, siger Ove Randrup til Ekstra Bladet.
Randrup kan i øvrigt ikke kommentere detaljer i sagen i øvrigt, fordi dommeren valgte at lukke dørene under grundlovsforhøret onsdag. Det skete af hensyn til efterforskningen, og fordi der kan være medgerningsmænd på fri fod.