En person er fredag afgået ved døden i en brand på en gård på Gadbjergvej i Gadbjerg mellem Vejle og Billund.
Det fortæller vagtchef Jesper Brian Jensen fra Sydøstjyllands Politi.
- Klokken 15.28 får vi en anmeldelse om en brand på en bondegård, og da man kommer frem til stedet viser det sig, at gårdens lade er fuldstændig overtændt. Beredskabet får slukket branden og dermed også sørget for, at ilden ikke spreder sig til stuehuset, siger vagtchefen til Ekstra Bladet.
- Da man efterfølgende gennemsøger laden, finder man en person, som er afgået ved døden. Brændt inde. Vi formoder, at det er ejendommens 49-årige beboer, som er en mand, siger han.
De pårørende er underrettet.
Politiet kan endnu ikke sige noget om, hvordan branden er opstået og regner med at være ved huset nogle timer endnu.
- Vi kommer til at være til stede derude et stykke tid endnu. Vi skal først og fremmest undersøge brandårsagen nærmere, for at se om der er skulle være sket noget mistænkeligt, siger Jesper Brian Jensen.
Derfor er både brandteknikere og en retsmediciner blevet tilkaldt til stedet.
Ifølge vagtchefen er der dog ikke noget, der umiddelbart tyder på, at der skulle være sket noget mistænkeligt i forbindelse med branden.