Natten til fredag blev vild og blodig på en bar i Storegade i Randers.
For en 33-årig kvinde havde skabt en del uro og været voldelig over for en bartender i baren.
Det skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Kvinden havde også været voldsom og aggressiv over for andre bargæster, og derfor var hun blevet bedt om at forlade stedet.
Bartenderen puffede derfor til den 33-årige, og så gik det helt galt.
Kvinden tog fat i bartenderen, og det endte med, at de begge endte på jorden, og her bed den 33-årige kvinde bartenderen hårdt i det ene lår.
Da ordensmagten ankom til stedet, så de bartenderen blødende fra benet. Og det stod hurtigt klart, at den 33-årige kvinde var gerningsmanden.
Derfor blev hun anholdt og sigtet for vold.
Under anholdelsen gjorde den 33-årige hård modstand, og derfor blev hun også sigtet for at lægge hindringer i vejen for politiets arbejde.