Alvorlig færdselsulykke: To kørt sammen

Begge personer er sluppet med livet i behold, oplyser vagtchef natten til fredag

Foto: Kenneth Meyer
Foto: Kenneth Meyer

Torsdag aften har der været et alvorlig færdselsulykke på Skodsborgvej i Skodsborg.

Det skriver Nordsjællands Politi på Twitter.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Her lyder det, at to biler er kørt sammen. I hver af bilerne sad en mand. En af mændene er kommet til alvorligt til skade.

 Den ene part blev i første omgang meldt alvorligt tilskadekommen, men hans tilstand er nu stabil. Det oplyser vagtchef Jakob Tofte natten til fredag.

- Der er tale om en 27-årig mand fra Gentofte, oplyser han.

Føreren af den anden bil er en 20-årig mand fra Hørsholm. Han er bragt på hospitalet med 'lettere skader'.

De pårørende er underrettet.

Årsagen til trafikuheldet kendes ikke.

- Det er for tidligt at gisne om. Det lader til, at den 20-årige bilist i et blødt sving er kommet over i den modsatte vejbane, hvorefter han rammer den anden bil delvist frontalt. Det tyder skaderne på de to biler på, siger Jakob Tofte.

Politiet har taget begge biler ind til nærmere undersøgelse.