Fem unge mennesker er kommet til skade i en ulykke på Aarhusvej i Rødkærsbro. Heraf to af dem alvorligt.
Det oplyser politikommissær Peter Søndergård hos Midt- og Vestjyllands Politi til Ekstra Bladet.
- Bilen med seks unge mennesker kører langs Aarhusvej, da noget råvildt kommer ud foran køretøjet. Føreren forsøger at undvige, men ender i autoværnet ad flere omgange. Det betyder, at ikke færre end fire bliver kastet ud af side- og bagruderne, siger Peter Søndegård til Ekstra Bladet.
Ifølge politikommissæren befandt der sig seks mennesker i bilen, selv om der kun var plads til fem. Mindst fire af dem havde ikke sele på.
- Det tyder på, at der var fart på. En er uskadt, tre er kommet lettere til skade, mens to er kommet svært til skade, siger han til Ekstra Bladet.
Ulykken skete klokken 23.54 sent onsdag aften.
Føreren af bilen var en 19-årig kvinde fra lokalområdet. Det er ikke tilladt at være flere personer i bilen, end der er sikkerhedsseler.