En udenlandsk mand kom søndag aften alvorligt til skade i en soloulykke på Jernhytvej i Arnitlund ved Vojens.
Det skriver Jydskevestkysten.
Over for Ekstra Bladet bekræfter Ole Aamann, som er vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, at de søndag aften rykkede ud til ulykken.
- Det var et solouheld, hvor han kørte galt med sin bil. Han var svært tilskadekommen og blev fløjet til sygehuset, siger vagtchefen.
Mandag morgen er der ikke noget nyt om mandens tilstand. Fordi der er tale om en udenlandsk statsborger, har det endnu ikke været muligt at underrette de pårørende.
Vagtchefen kan på nuværende tidspunkt ikke oplyse, hvordan ulykken skete. En bilinspektør blev tilkaldt, så de nærmere omstændigheder kan kortlægges.
Ifølge Jydskevestkysten var Jernhytvej spærret i timevis efter ulykken søndag aften.
Politiet modtog alarmopkaldet klokken 20.18 søndag aften.