En 21-årig mand er fortsat indlagt med svære skader, efter han blev slået ned i forbindelse med en Suspekt-koncert i Aalborg 24. august.
Og nu beder politiet om hjælp til at finde de tre formodede gerningmænd.
Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.
Ifølge politiet faldt overfaldet sted 24. august omkring klokken 23.30 i Aalborg på hjørnet af Kong Christians Allé og Hasserisgade efter en Suspekt-koncert.
'Her blev forurettede – en 21-årig mand – tildelt et slag i ansigtet, der resulterede i, at forurettede faldt bag over og slog hovedet mod jorden med svære skader til følge', skriver politiet.
Manden er fortsat indlagt, og nu efterlyser politiet tre mænd.
- Vi har tidligere efterlyst vidner, og vi går nu igen ud i offentligheden med et udvidet signalement af både den formodede gerningsmand og dennes kammerater. Vi opfordrer alle personer med kendskab til sagen om at henvende sig til os, siger politikommissær Martin Rolighed.
I første omgang opfordrer politiet de tre mænd til at melde sig.
- Og hvis man genkender de efterlyste mænd ud fra signalement, eller man har andre oplysninger til efterlysninger eller i sagen, så skal man straks ringe til os, siger Martin Rolighed.