Det var en tydeligt beruset 24-årig mand, som forsøgte at betale en sodavand med sit kørekort i 7-Eleven på Banegårdspladsen i Aarhus C.
Da hans kørekort blev afvist, forsøgte han at forlade butikken med sodavanden i hånden.
Den plan var medarbejderen dog ikke helt med på, og han fik den unge mand til at aflevere sodavanden tilbage.
- Først giver han sodavanden fra sig, men bliver så aggressiv. Han slår medarbejderen med knytnæve og forsøger at prikke ham i øjnene, siger Jakob Christiansen, pressemedarbejder hos Østjyllands Politi.
Medarbejderen slap med en flænge i ansigtet, hvorimod den 24-årige overfaldsmand blev anholdt og sigtet for vold.