Anholdt i lufthavn: 25-årig kvinde sigtet for at tilslutte sig IS

En kvindelig dansk statsborger er bragt hjem til Danmark. Hun sigtes for at tilslutte sig Islamisk Stat

Følg Krimi

En 25-årig kvindelig dansk statsborger er fredag kommet til Danmark med sine tre børn.

Det oplyser Københavns Politi.

Kvinden og børnene landede ifølge Ritzaus oplysninger i København med et fly fra Irans hovedstad, Teheran, hvorefter hun blev anholdt. Hun er sigtet for at have tilsluttet sig Islamisk Stat - IS - i Afghanistan.

Hun har i en årrække opholdt sig i Afghanistan med sine børn, oplyser politiet. Ifølge sigtelsen skal hun 23. juli 2017 have tilsluttet sig IS og dermed fremmet en terrororganisations virksomhed.

Lørdag vil hun blive fremstillet i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling, og hendes børn bliver overdraget til de sociale myndigheder.

Ifølge kvindens forsvarer, advokat Tyge Trier, har den 25-årig længe ønsket at komme til Danmark.

- Jeg og mit advokatfirma har arbejdet hårdt siden juni på at få hende hjem. Så der er gået mange måneder, og det er med tilfredshed, at jeg kan konstatere, at hun nu er kommet hjem, siger han.

- Både hun og hendes tre børn har glædet sig meget til at komme hjem, og de er glade for og lettede over, at det nu er sket.

Han vil ikke forud for lørdagens grundlovsforhør sige, hvad kvinden siger til de alvorlige sigtelser mod hende.

Dermed er fire mødre, som sigtes efter terrorparagrafferne, kommet til Danmark med deres børn.

Natten til den 7. oktober blev tre kvinder og i alt 14 børn hentet til Danmark fra en fangelejr i Syrien. De er alle tre sigtet for at have tilsluttet sig en terrororganisation og for at have opholdt sig i konfliktzoner i Syrien.

Kvinderne blev hentet hjem efter længere tids politisk tovtrækkeri.

Statsminister Mette Frederiksen (S) havde gentagne gange sagt, at hun ikke ville have mødrene og deres børn hjem.

Det skyldes, at mødrene havde meldt sig under fanerne hos IS og derfor blev vurderet til at udgøre en sikkerhedstrussel mod Danmark.

Regeringens støttepartier pressede imidlertid hårdt på for at få mødrene hentet til Danmark, og i foråret gik regeringen med til at evakuere de tre mødre og deres 14 børn.

Da de tre kvinder på 32, 34 og 37 år den 7. oktober satte fødderne på dansk jord, blev de anholdt.

De blev efterfølgende fremstillet i grundlovsforhør forskellige steder i landet, og de har siddet varetægtsfængslet lige siden.

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.

Himmelråbende åndssvagt, at vi først ophæver restriktionerne på tirsdag