En 17-årig svensk pige er mandag blevet sigtet for at være medlem af en terror-organisation, efter hun lørdag blev anholdt i Østrigs hovedstad Wien.
Det skriver nyhedsbureauet AP.
Pigens navn er endnu ikke blevet offentliggjort. Hun blev anholdt på Wien Banegård lørdag aften og er stadig tilbageholdt af politiet.
Den 17-årige svensker forsvandt onsdag, og familien har forklaret, at hun er blevet radikaliseret og ønskede at tilslutte sig Islamisk Stat i Syrien.
Talsmand ved den østrigske politi, Roman Hahslinger, oplyser over for AP, at der er ikke er fundet nogle indikationer på, at der er planlagt et terror-angreb i landet.
Tirsdag bliver det besluttet, om den 17-årige fortsat skal være fængslet i Østrig, eller hun skal overdrages til de svenske myndigheder.