13-årige Dylan Redwine forsvandt i november 2012, da han var på rets-beordret besøg hos sin far, Mark Redwine, i den amerikanske stat Colorado.
Faren forklarede til politiet, at han lige havde været væk for at klare nogle ærinder, og da han kom tilbage, var Dylan Redwine pistvæk.
Syv måneder senere, i juni 2013, blev resterne af den unge dreng fundet i bjergene i det sydvestlige Colorado, hvor dele af ham var blevet ædt af vilde dyr. I november 2015 blev drengens kranie fundet cirka 2,5 kilometer væk.
Nu er der foruroligende nyt i sagen om den forsvundne teenager, som nu har været efterforsket i over fire et halvt år. Det skriver Daily Mail.
Kompromitterende billeder
Nu mener anklagerne nemlig, at det er faren, som ellers lige siden sønnens forsvinden har nægtet at have noget med det at gøre, som har slået Dylan Redwine ihjel. Lørdag blev han anholdt og sigtet for mord og børnemishandling. Ifølge anklagerne blev drengen dræbt efter at have fundet en række ’kompromitterende’ billeder af faren, hvor han blandt andet spiste afføring fra en ble, som han var iført.
Dylan Redwines storebror, Cory Redwine, fortæller til ABC7, at også han har set de pågældende billeder af faren.
- Jeg har set billederne. De viser ham iført dametøj og makeup og en ble og at han spiser afføring fra bleen. Det var vammelt. Vi kunne slet ikke tro det, fortæller storebroren, hvis mor mener, at Dylan Redwine konfronterede sin far med billederne, og at den konfrontation endte med at blive hans død.
- Han har muligvis sagt noget, som Mark ikke kunne lide, og Mark har reageret på en meget voldelig måde.. Tydeligvis. Dylan er her ikke længere, sagde moren, Elaine Hall, i en podcast tidligere i år, ifølge Daily Mail.
Hunde fik fært af menneske-lig
Mandag blev sigtelserne mod Mark Redwine læst op i retten, og her fremgik det, at hunde i forbindelse med efterforskningen både har fået færten af menneske-kadaver flere steder i farens hjem, på farens tøj fra forsvindingsnatten, og senere også fra hans pick up-truck.
Da Dylan Redwines kranium blev fundet i november 2015, havde det skader, som indikerede vold og mærker fra en kniv, fremgår det i anklagen.
Dylan Redwines forældre, har flere gange stået frem, blandt andet i det populære talkshow Dr. Phil, og har hver især beskyldt hinanden for sønnens skæbne.