RETTEN I AALBORG (Ekstra Bladet): Fik den tidligere lokalpolitiker og folketingskandidat Per Zeidler penge i egen lomme for at arrangere gangbangs, hvor en række mænd havde sex med to eller flere kvinder?
Eller gjorde den tiltalte det ikke for økonomisk vindings skyld, men kun som en slags facilitator for kvinderne og kun som del af sine egne seksuelle præferencer og interesser?
Det er hele kernen i sagen mod 59-årige Per Zeidler, som netop nu sidder på anklagebænken i en domsmandssag ved Retten i Aalborg, hvor han er tiltalt for rufferi.
Han nægter sig skyldig og vil frifindes.
'Mr. 20 procent'
Han har selv forklaret, at han udelukkende har modtaget en ganske lille sum penge for at dække udgifter som at lægge hus til, skaffe håndklæder, stille badefaciliteter til rådighed, købe kondomer og lignende fornødenheder ved de pågældende seks tilfælde af gangbangs, som han i sagen er tiltalt for at have arrangeret og altså tjent penge på.
Men ifølge anklagemyndigheden drev han en decideret sex-virksomhed ved at tage 20 procent af de indtægter, kvinderne tjente ved deres arbejde på lagnerne i soveværelset i primært Per Zeidlers private hjem.
Den ejendom ved Hadsund, hvor en række mænd i sommeren 2019 valfartede til og typisk betalte mellem 1800 og helt op til 2800 kroner for at deltage i sex-orgier, der som regel varede to en halv time pr. gang.
Journalist var undercover
Det var i al fald specialanklager Kim Kristensens påstand, da han mandag eftermiddag i sin procedure talte for en dom på ikke under et års ubetinget fængsel til Per Zeidler.
Sagen kom oprindelig for dagens lys, efter en kvindelig undercover-journalist fra tv-produktionsselskabet Deluca Film i begyndelsen af juni 2019 lavede hemmelige optagelser i Per Zeidlers hjem under et af gangbang-arrangementerne.
Det gjorde journalisten under påskud af, at hun gerne ville se, hvordan et gangbang foregik, inden hun selv kastede sig ud i at være seksuelt midtpunkt ved et senere arrangement.
Men i stedet lavede hun tv-optagelser, der ifølge anklagemyndigheden dokumenterer, at Per Zeidler drev rufferi-virksomhed, og at han ved seks på hinanden følgende sex-orgier med en række mænd som kunder puttede ikke under 18.320 kroner i egen lomme - 20 procent af kvindernes omsætning.
I en lydbid fra de hemmelige optagelser, der blev afspillet i retten tidligere i dag, hørte man Per Zeidler beskrive i detaljer, at han tog 20 procent af kvindernes omsætning.
Tidligere idømt fængsel
I retten har han dog afvist, at lydbidden skulle tages bogstaveligt, og at han rent faktisk havde gennemskuet, at 'Maja', som undercover-journalisten kaldte sig, rent faktisk var journalist.
Han har dog ikke nærmere været i stand til at gøre rede for, hvorfor han så i detaljer fortalte, at han tjente penge på de mange gangbangs.
59-årige Per Zeidler blev i maj 2019 i en tidligere sag idømt seks måneders betinget fængsel for netop rufferi.
Retten fandt det dengang bevist, at han havde stået bag mindst 73 gangbangs, hvor han opnåede en fortjeneste ved de involverede kvinders sex-ydelser over for en lang række mænd.
I forhold til den første retssag, hvor den tidligere politiker erkendte sig skyldig, nægter han sig skyldig i den aktuelle sag.
Hans forsvarer, Henrik Garlik, sagde i sin procedure:
- Det her er en noget speciel sag. Det er ikke en klassisk straffesag, hvor nogen observerer en forbrydelse, og hvor politiet så begynder at efterforske. Nej, det er jo Deluca Film, som foretager en slags privat efterforskning i forhold til Per Zeidler.
- Man kan sige, at hvis det havde været en politimæssig efterforskning, hvor man sendte en politikvinde ind i den rolle, som tv-journalisten indtog, ja, så var sagen nok allerede faldet, for der er tale om en ’agent provocateur’, sagde Henrik Garlik, der mener, hans klient skal frifindes.
Der falder dom tirsdag.