Østre Landsret straffer den 17-årige Natascha Colding-Olsen fra Kundby med fængsel i otte år for forsøg på terror mod to sjællandske skoler. Anklageren havde krævet forvaring.
Dermed afviser dommere og nævninger at rette sig efter en anbefaling fra Retslægerådet. Her mener eksperterne, at pigen er så farlig, at hun bør idømmes forvaring - det vil sige indespærring på ubestemt tid.
Men ligesom Retten i Holbæk har landsretten altså valgt at sætte en bagkant på straffen til den terrordømte teenager.
Landsrettens straf er imidlertid strengere end den dom, som byretten nåede frem til i maj i år. Dengang lød straffen på fængsel i seks år.
I forbindelse med mandagens domsafsigelse siger retsformanden, at 14 af rettens stemmer pegede på fængsel i otte år, mens tre stemmer mente, at en gentagelse af dommen fra byretten var den rigtige.
Kun en enkelt nævning var af den overbevisning, at pigen skulle i forvaring.
Kundby-pigen skriver fortsat med terror-dømte
Den nu dømte pige var bare 15 år, da hun fra sit teenageværelse i den lille landsby Kundby tæt ved Holbæk lagde planer om at blive terrorist.
Det ene angreb skulle rettes mod Sydskolen i Fårevejle, hvor hun selv havde været elev. Det andet mål var den jødiske Carolineskole i København.
Opdateres...