Anklager kræver livstid til far for drab på sine børns mødre

Anklagemyndigheden er utilfreds med en dom på 16 års fængsel for to drab. Nu skal Østre Landsret afgøre sagen

Anklager kræver livstid til far for drab på sine børns mødre

Martin Christensen Degn blev ved Retten i Næstved idømt 16 års fængsel for drabene.

På en november morgen i 2019 slog nu 41-årige Martin Christensen Degn de to mødre til sine tre børn ihjel.

Begge kvinder blev dræbt med adskillige knivstik.

Da Retten i Næstved afgjorde sagen i december sidste år, fik han 16 års fængsel for drabene.

Men straffen var ikke hård nok, mener statsadvokaten. Derfor skal sagen nu for Østre Landsret. Anklagemyndigheden vil have Martin Christensen Degn idømt fængsel på livstid.

Mandag starter ankesagen ved landsretten.

Ofrene var den 31-årige Line Messerschmidt, som var kæreste med Martin Christensen Degn på gerningstidspunktet, og 35-årige Jeanette Rømer Hansen, som var hans ekskæreste.

Kvinderne blev dræbt med omkring halvanden times mellemrum om morgenen den 15. november.

Martin Christensen Degn ringede til politiet efter at have begået begge drab, men huskede ikke selv, hvad der var sket, da han blev afhørt om drabene ved Retten i Næstved.

Men han erkendte, at det måtte være ham, der havde forvoldt kvindernes død.

I sin afgørelse lagde Retten i Næstved vægt på, at den 31-årige kvinde havde udsat sin kæreste for et massivt pres inden hendes død, og at deres forhold var præget af jalousi.

Hun udsatte ham blandt andet for en form for forhør, hvor hun spurgte tiltalte om hans forhold til hende og ekskæresten og afspillede de lange lydoptagelser af forhørene for ham.

Statsadvokaten mener dog, at dommen skal være fængsel på livstid.

- Der er tale om to særdeles brutale drab. Der er tale om mange - unødigt mange - knivstik, og der er tale om kvinder, som har forsøgt at flygte, sagde anklager Susanne Bluhm, da sagen var for byretten.

Line Messerschmidt blev stukket 28 gange med kniv. Hun var søster til DF-politikeren Morten Messerschmidt, der tidligere har udtalt sig offentlig om sagen.

Jeanette Rømer Hansen blev dræbt med 19 knivstik.

Anklageren lagde også vægt på, at de to kvinder ikke befandt sig samme sted, og den 41-årige kørte 28 kilometer til ekskærestens hus for at dræbe hende.

Nu er det op til landsretten at beslutte, hvilken dom Martin Christensen Degn skal have. Sagen fortsætter tirsdag.