Anklager kræver voldtægtsdom til mand der narrede sig til sex

Anklageren vil have 19-årig mand, der fik dom for at snige sig til sex, straffet for voldtægt i landsretten

En 19-årig mand blev 15. april dømt for at snige sig til sex med en jævnaldrende kvinde, fordi han narrede hende til at være en del af et partnerbytte, som hun tidligere havde sagt nej tak til.

Tirsdag har Statsadvokaten i Viborg anket sagen til Vestre Landsret. Anklagemyndigheden vil have manden dømt for voldtægt.

Det skriver Statsadvokaten i Viborg på Twitter.

Manden blev idømt seks måneders fængsel efter straffelovens paragraf om tilsnigelse til sex. Bliver han dømt efter paragraffen om voldtægt, kan han idømmes en strengere straf.

Episoden, som den 19-årige blev dømt for, fandt sted i januar i år i et sommerhus i Odder. Her mødtes den dømte og tre af hans venner med to jævnaldrende kvinder.

En af kvinderne gik frivilligt i seng med en af den dømtes venner, mens den dømte var sammen med den anden kvinde i et af sommerhusets andre værelser.

Der var i løbet af aftenen snak om et partnerbytte, hvilket kvinderne afviste.

Senere på aftenen byttede de to mænd alligevel værelse uden at fortælle det til kvinderne.

Den dømte 19-årige og kvinden, som han havde sneget sig ind til, havde herefter samleje. Ifølge politiet var kvinden uvidende om, at det var en ny mand, der havde taget plads i sengen.

Anklager ved Østjyllands Politi Jesper Rubow var ikke tilfreds med, at den 19-årige klarede frisag med hensyn til voldtægt og i stedet blev dømt for at snige sig til sex.

- Den forurettede havde kort forinden episoden afvist at have sex med den 19-årige, han byttede bevidst seng med sin ven uden at give besked, og han tilkendegav på intet tidspunkt, hvem han var, eller sikrede sig kvindens samtykke, da de lå i sengen.

- Derfor lød vores tiltale på voldtægt, sagde anklager Jesper Rubow dengang i en pressemeddelelse.