Anklager: Lærer voldtog psykisk syge elever i årevis

Der er nu rejst tiltale i sag, hvor lærer er under anklage for at have misbrugt sårbare teenagepiger

Sagen mod den mangeårige lærer begynder ved Retten i Holbæk til november.
Foto: Rasmus Flindt
Sagen mod den mangeårige lærer begynder ved Retten i Holbæk til november. Foto: Rasmus Flindt

En mandlig lærer har i årevis forgrebet sig på flere af de psykisk sårbare unge piger, som han var ansat til at undervise og støtte. Det er i hvert fald anklagerens påstand ifølge anklageskriftet, som Ekstra Bladet har fået aktindsigt i.

Flere ofre
Læreren har været varetægtsfængslet siden slutningen af april, hvor han blev anholdt og sigtet for overgreb på to elever.

Efterfølgende har politiets efterforskning ført til yderligere forurettede, og manden er nu tiltalt for at have misbrugt fire af sine psykisk sårbare elever, der alle var teenagere, da overgrebene begyndte.

Der tages i anklageskriftet forbehold for, at der kan komme flere tiltaler.

Samleje på skolen
Skolen, hvor de angivelige ofre var elever, er et specielt tilbud til unge, der lider af psykiske problemer.

Ifølge skolens egen beskrivelse lægger de vægt på, at der er et nært forhold mellem lærere og elever.
 
Overgrebene startede ifølge tiltalen i 2015, da en af pigerne var 15 år, og i mere end to år havde han samleje med teenagepigen gentagne gange på skolen og på køreture hjem til hendes familie.

Seksuelle vittigheder
Han er også tiltalt for fra 2015 og tre år frem at beføle en anden teenagepige på køreture mellem skolen og hendes hjem og ved samme lejlighed at fortælle seksuelt ladede vittigheder, blandt andet om sex mellem lærere og elever.

Pigen var 14 år, da blufærdighedskrænkelserne angiveligt begyndte.

Herudover er han tiltalt for at beføle en 17-årig elev i 2019 på en skiferie med skolen og i en længere periode fra 2019 til 2020 at have haft samleje med et fjerde offer, en 19-årige kvinde, flere gange på skolen og i forbindelse med køreture.

Retssag til november
Senioranklager Louise Hansen ved Midt- og Vestsjællands Politi oplyser, at sagen starter i november, og der forventes en afgørelse i januar 2022.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra mandens advokat, og det er derfor uvist, hvordan han forholder sig til anklagerne.

Der er navneforbud i sagen, og Ekstra Bladet er derfor afskåret fra at beskrive manden eller hans tidligere arbejdsplads yderligere.

Ekstra Bladet har tidligere været i kontakt med skolens forstander, der fortalte, at de ingen mistanke havde til læreren før anholdelsen.