Anklageskrift: Psykolog truede med Black Army

En psykolog fra Aarhus er tiltalt for vold, men truede ifølge anklageskriftet også med indvandrerbanden Black Army

Kontakt journalisten her

Ifølge politiets anklagemyndighed tvang en psykolog fra Aarhus sin tidligere elev og kæreste til at overføre 30.000 kroner ved at true med at sende banden Black Army efter hende.

Truslen indgår som én ud af 15 forhold i et langt anklageskrift mod psykologen, som skal for retten i starten af maj. Her er han desuden tiltalt for at udsætte kvinden for dødstrusler og vold og for at true med at lade Black Army voldtage hendes veninde. 

Psykologen er også anklaget for i flere tilfælde at have overtrådt sit polititilhold mod kvinden, hvor han i samme forbindelse skulle have forsøgt at finde hende ved at udnytte sin stilling som psykolog til at få en kommunal medarbejder til at slå hendes adresse op.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Psykologen skal for en dommer i starten af maj. Foto: Ritzau Scanpix
Psykologen skal for en dommer i starten af maj. Foto: Ritzau Scanpix

Truede 'så sent som i går'
Psykologen, som er tiltalt i sagen, har gang i en blændende karriere - ud over at have udgivet flere bøger har han undervist og holdt foredrag, ligesom det fremgår flere steder, at han er både professor, hjerneforsker og lektor med speciale i psykiatri og psykologi. 

Han fortæller til Ekstra Bladet, at han aldrig har truet med Black Army, og at han heller ikke har noget kendskab til banden ud over at have trænet kampsport og spillet på casino mod nogle af medlemmerne.

Han benægter generelt alle forhold i anklageskriftet. Dog indrømmer han, at han har truet kvinden. Hans forklaring lyder, at han truede hende, fordi hun truede ham først.

Psykolog tiltalt for dødstrusler: - Eneste måde at få hende til at holde kæft

- Er det noget, du oplever tit? At der er nogen, der truer dig, og du så truer tilbage?

- Ja. Jeg gjorde det så sent som i går, siger psykologen og fortæller videre om situationen:

- Der var faktisk tre fyre, som jeg sagde til, at de skulle tage mundbind på. Efterfølgende sagde de, at jeg skulle komme udenfor, og de ville smadre mig. Og så tænkte jeg, jamen det er da rigtig fint, for jeg har trænet kampsport i 28 år, så det skal de da have lov til.

- Hvad sagde du så, der ville ske med dem?

- Jeg sagde ikke noget specifikt. Men de kom med trusler af forskellig art, og så sagde jeg, at de kunne bare prøve at se, hvad der ville ske, hvis de fortsatte. Så selvfølgelig. Desværre er befolkningen så ubegavede som gennemsnit, at jeg som psykolog desværre gennem mange år har fundet ud af, at dumhed kan man kun bekæmpe ved at bruge deres egne metoder. Og der er det jo så uheldigt for dem, at selvom jeg ikke er verdens største, så har jeg mange, mange års kampsportserfaring.