Opdateret 22.26: Politiet oplyser nu på Twitter, at de har undersøgt anmeldelsen, og at de ikke har fundet noget mistænkeligt. Politiaktionen er derfor afsluttet.
Midt- og Vestjyllands Politi rykkede fredag aften ud til Horsensvej i Salten syd for Silkeborg efter at have modtaget anmeldelse om en mand med et gevær.
Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi på Twitter.
I den forbindelse var Horsensvej spærret nord og syd for Salten.
'Man skal holde sig inden døre og væk fra vinduer ud mod Horsensvej, hvis man bor der,' skrev de.
De skrev også, at man skulle afstå fra at køre ind på Horsensvej ad andre gader i byen.
22.26 oplyser politikredsen, at de har undersøgt anmeldelsen uden at finde noget mistænkeligt.
'Politiaktionen er ophørt, og der er ingen grund til bekymring,' skriver de.