Nordjyllands Politi modtog den 21. april 2021 en anmeldelse, der drejede sig om blufærdighedskrænkelse på Aabybro Friskole.
- Vi kan bekræfte, at vi i øjeblikket efterforsker en sag om blufærdighedskrænkelse på friskolen i Aabybro, siger refterforskningsleder Frank Olsen, Nordjyllands Politi, ifølge en pressemeddelelse
Han oplyser, at politiet i forbindelse med sagen har sigtet en ansat på skolen for at have udsat piger fra samme skole for blufærdighedskrænkelse. Pigerne er i alderen 8-13 år.
- Efterforskningen kører, og vi er i fuld gang med at tale med de implicerede i sagen. Derfor er det begrænset, hvad vi kan og vil sige om sagen i øjeblikket, siger efterforskningslederen.
Af hensyn til den i gangværende efterforskning har politiet ikke yderligere oplysninger at give i sagen i øjeblikket.
Den mistænkte har ikke været fremstillet i grundlovsforhør og er altså heller ikke varetægtsfængslet.
- Vi er ikke færdige med at afhøre i sagen, siger Frank Olsen til Ekstra Bladet.
Han ønsker ikke at uddybe de nærmere omstændigheder bag den alvorlige mistanke.
- Vi tager altid den type af sager alvorligt. Når en voksen udnytter tillidsforholdet mellem barn og voksen.
Ifølge efterforskningslederen har der været afholdt et møde mellem politi, skole, skoleledelse og forældre, hvor man har orienteret om sagen.
Frank Olsen ønsker ikke at oplyse, hvordan manden stiller sig til sigelsen.
Ifølge Ekstra Bladets oplysninger arbejder den sigtede ikke i øjeblikket på skolen.