Ansatte i Forsvaret har i stort omfang foretaget indkøb med udleverede kreditkort uden nogen form for dokumentation eller kontrol.
Det viser en foreløbig intern revision i Forsvarskommandoen, Hærkommandoen og Forsvarets Hovedværksteder, som Radio4 har fået aktindsigt i.
Hos både Forsvarskommandoen og Hærkommandoen manglede der dokumentation for næsten hvert femte indkøb med Forsvarets rejsekreditkort.
- Det er rystende og helt usædvanligt. Det forhold, at man ikke overholder så simple ting som at dokumentere sine udgifter, vidner om, at noget er helt galt, siger Kurt Klaudi Klausen til Radio4.
Han er professor i offentlig forvaltning ved Syddansk Universitet.
Revisionen viser også, at der i flere tilfælde bruges dobbelt så meget på hotelophold, som det er tilladt.
Hos Hærkommandoen og Forsvarskommandoen har man i henholdsvis 15 og 14 procent af tilfældene overskredet det maksimale beløb for en overnatning.
Bilag viser også, at flere ansatte har brugt kreditkort til det, der ifølge Radio4 ligner private indkøb.
Det gælder blandt andet et indkøb for 6503 kroner i forretningen HiFi Klubben samt 1412 kroner i tøjforretningen Tommy Hilfiger.
I den mere kuriøse afdeling er Forsvarets kreditkort også blevet brugt i to sexbutikker i henholdsvis Aalborg og Aarhus.
Ifølge Berlingske er der udleveret flere end 10.500 kreditkort til ansatte under Forsvarsministeriet.
Klaus Kurt Klaudi mener, at revisionen, som er baseret på en stikprøve, vidner om en 'løsagtig kultur'.
Talsperson for Forsvaret, oberst Susanne Lund, udtaler i et skriftligt svar til Radio4, at man tager revisionens konklusioner alvorligt.
- De foreløbige konklusioner peger på, at der sker for mange fejl, når vores ansatte bruger firmabetalingskort i forbindelse med rejser, siger hun.
- Årsagen er overvejende, at der ikke er nok kendskab til de interne regler for brug af firmabetalingskort i forbindelse med tjenesterejser. Det er selvfølgelig ikke godt nok.