Ved du noget? Tip os på 1224@eb.dk eller sms/mms på 1224 (alm. takst)
Aquaplaning er lørdag morgen formentlig årsag til et solouheld på Motorring 3 i nordgående retning lige før afkørslen Frederikssundsvej. Det oplyser vagtchef ved Københavns Vestegns Politi, Peter Grønbek, til Ekstra Bladet.
Uheldet er sket kort før klokken 8.30, og det har medført, at motorvejen er blevet spærret, mens oprydningsarbejdet står på. Spærringen forventes at være kortvarig, oplyser politiet.
Det er endnu begrænset, hvad politiet kan fortælle om uheldet. Der er endnu ingen oplysninger om tilstanden hos bilisten og de eventuelle medpassagerer, som var til stede i bilen under uheldet.
- Der kan meget vel være en sammenhæng med vejret, fordi det regner kraftigt. Derfor skal meldingen herfra være 'sæt hastigheden ned. Der er risiko for aquaplaning', siger Peter Grønbek.
Politiet skriver på Twitter, at motorvejen forventes åbnet igen omkring klokken 8.40.