To fængselsbetjente var lørdag aften ved at lukke cellerne ned for natten, da den 37-årige Bo Rene Gulløve gik til angreb. Det fortæller arrestforvarer Ingo Sørensen til Ekstra Bladet.
- Jeg er vred og frustreret over flugten, siger Ingo Sørensen.
Bo Rene Gulløve tildelte den kvindelige fængselsbetjent flere knytnæveslag, da hun omkring kl. 21.00 åbnede døren ind til cellen.- Efterfølgende overfaldt han en mandlig kollega, som stod ude på gangen. Her fik han fat i et sæt nøgler, så han kunne komme videre ud, fortæller arrestforvarer Ingo Sørensen.
Kriminalforsorgen vil nu undersøge episoden, men ifølge Ingo Sørensen har der ikke været brud på reglerne.
- Vi skal undersøge sagen nærmere, men umiddelbart er alle sikkerhedsprocedurer fulgt. I et arresthus med kun to på vagt, der skal passe 20 klienter, der kan sådan noget ske. Men det er jo dybt beklageligt, og det skal helst ikke ske, siger arrestforvaren.
Ekstrem voldelig flugtfange set i Tyskland
Farlig flugtfange efterlyses i udlandet
Ifølge Syd- og Sønderjyllands Politi er Bo Rene Gulløve farlig, men Ingo Sørensen oplyser, at Tønder Arrest ikke har oplevet problemer med den 37-årige mand.
- Vi vurderer konkret hver enkelt indsatte. Og hvis vi vurderer, at de farlige fanger bør flyttes til et større arretshus, så laver vi jo en aftale med et større arresthus, og får de pågældende fanger flyttet, siger Ingo Sørensen og tilføjer:
- Han var varetægtsfængslet og har flyttet lidt rundt mellem flere arresthuse på grund af pladsmangel, men han har været i Tønder i to måneder, og her har vi ikke haft problemer med ham indtil nu.
Den kvindelige fængselsbetjent blev efter overfaldet kørt på sygehuset i Aabenraa.
- Hun er naturligvis meget berørt af det, men hun har det efter omstændighederne ok, siger arrestforvaren.
Farlig fange flygtet fra Tønder Arrest
Syd- og Sønderjyllands Politi formoder, at Bo Rene Gulløve er flygtet til Tyskland i en rød Peugeot 208 med indregistreringsnummeret AJ 96 095.
- Tysk politi forsøgte forgæves ved 22-tiden i aftes at bringe bilen til standsning i Nordtyskland, og vi tror, at det var Bo Rene Gulløve, så han er også efterlyst internationalt, da han formentlig er flygtet sydpå, siger vagtchefen.