Fixerum oprettet - og politianmeldt

Et fixerum for narkomaner blev fredag oprettet af SF-kandidat til Borgerrepræsentationen i København

En af SF's kandidater til Borgerrepræsentationen, Torben Kastrup, åbnede fredag et fixerum på Nørrebro i København.

Trods rene kanyler dukkede ingen narkomaner op. Kun politiet kiggede ind, da SF'eren straks blev politianmeldt af den konservative kandidat Holger Sørensen.

- Jeg er klar over, at det er ulovligt, men hvis jeg skulle få en bøde, så overlever jeg nok. Jeg synes, det er så stort et socialt og samfundsmæssigt problem, at det er noget, jeg kan leve med, siger Torben Kastrup.

Holger Sørensen anmeldte straks Torben Kastrup til politiet.

- Jeg er imod fixerum. Jeg mener, det er symptombehandling, i stedet skal man behandle de her mennesker, siger han.

Også Enhedslisten, Socialdemokraterne og De Radikale ønsker, at Bogerrepræsentationen efter kommunevalget skal foreslå forvaltningen at undersøge, hvad det koster at indføre fixerum i København.