Knivstikkeri var ikke med vilje

En mand fra Varde er søndag blevet sigtet for at have stukket en yngre mand i maven med en kniv - manden hævder, at det ikke var med vilje

En mand fra Varde er sigtet for at have stukket en yngre mand i maven med en kniv.

Søndag morgen kiggede den sigtede ud af sit vindue og så to mænd stå lænet sig op ad hans bil.

Han har forklaret til politiet, at han gik ned i gården for at få dem væk fra bilen, og fordi det var mørkt, følte han sig usikker og tog en kniv med. Den ene af de to mænd, der lænede sig op ad bilen, løb ifølge den sigtede hen imod ham og blev ved et uheld stukket med kniven i maven.

Bilens ejermand, der erkender at have stukket manden, men hævder at det ikke var med vilje, er nu sigtet for vold, mens den yngre mand er indlagt på hospitalet, oplyser vagthavende ved Varde Politi til Ritzau.

Ifølge ekstrabladet.dks oplysninger er knivstikkeren blevet løsladt, da der ikke har været grundlag for at varetægtsfængsle manden.