75-årig dømt for sex med lille pige

En 75-årig mand fik ved retten i Tønder i dag sin straf for at have haft sex med en 10-årig pige. Straffen lød på 16 måneders fængsel

En 75-årig mand blev fredag ved retten i Tønder idømt 16 måneders fængsel for seksuelt misbrug af en pige på 10 år.

Manden er den tredje, der dømmes for overgreb mod pigen i sommer. Pigen, der i mellemtiden er blevet 11 år, boede sammen med sin far.

Ifølge tiltalen tilbød faderen andre mænd både samleje og andre former for sex med pigen. Politiet kom på sporet af sagen efter et tip og indledte telefonaflytning. Da en kunde var på vej til adressen nær Tønder, slog politiet til.

I alt er fem mænd i alderen 50 til 75 år foruden faderen tiltalt i sagen. Med dommen fredag er foreløbig tre mænd dømt med fængselsstraffe på mellem et års og et år og fire måneders fængsel.