Den såkaldte kannibal fra Rotenburg, der opnåede tvivlsom verdensberømmelse for at have spist en anden mand, blev tirsdag idømt den højeste straf for mord.
Lige til det sidste fastholdt Armin Meiwes, at han i marts 2001 kun dræbte og fortærede en anden mand på dennes udtrykkelige opfordring.
Men lige meget hjalp det.
Meiwes, der er blevet kendt verden over som 'kannibalen fra Rotenburg', blev tirsdag ved landsretten i Frankfurt idømt livsvarigt fængsel for mord i en af de mest opsigtsvækkende sager i nyere tysk retshistorie.
Retssagen er blevet genoprullet i Frankfurt, efter at forbundsdomstolen i fjor omstødte den omstridte dom på otte og et halvt års fængsel for manddrab, som den 44-årige computerspecialist for to år siden blev idømt af en domstol Kassel.
Forbundsdommerne mente ikke, at der var blevet taget tilstrækkeligt hensyn til drabsmotivet i den første retssag, og ifølge den nye dom begik Meiwes sin ufattelige gerning ud fra seksuelle motiver.
Dommerne bakkede dermed op om anklagemyndighedens krav om at idømme ham maksimalstraffen. Meiwes' forsvarer ventes dog at anke dommen, så det juridiske efterspil er langtfra slut.
Forsvareren har i begge retssager anført, at der var tale om et medlidenhedsdrab, fordi Meiwes og dennes offer indgik en klokkeklar aftale. Således herskede der i retten ingen tvivl om, at den 43-årige ingeniør fra Berlin, som den dømte mødte via internettet, udtrykkeligt bad om at få skåret sin penis af og blive dræbt på Meiwes' gård i Rotenburg i Hessen.
Den slags kan ifølge den tyske straffelov maksimalt straffes med fem års fængsel, mens kannibalisme som sådan slet ikke er nævnt i straffeloven.
En række sagkyndige fastslog i landsretten, at Meiwes' lider af en alvorlig, afvigende personlighedsforstyrrelse, men erklærede ham alligevel egnet til at blive idømt en fængselsstraf fremfor en afsoning i psykiatrien.
Manden, der i alt fortærede omkring 20 kilo af sit offers kød og allerede som barn havde kannibalistiske fantasier, har ellers gentagne gange anmodet om at afsone sin straf i psykiatrien.