Efterlyst i Interpol: Anholdt i Thailand efter 27 dage

Svindeldømt dansker landede langfredag kl. 08.00 på dansk jord og skal fremstilles i grundlovsforhør kl. 10.00

Danskeren Bent S. er en af de mistænkte, der har været efterlyst på Interpols hjemmeside. Han er netop blevet anholdt i Thailand.
Danskeren Bent S. er en af de mistænkte, der har været efterlyst på Interpols hjemmeside. Han er netop blevet anholdt i Thailand.

I 27 dage stod danskeren Bent S. på Interpols offentlige liste over kriminelle, som er efterlyst i udlandet af dansk politi.

Men torsdag i sidste uge, kl. 18.35 lokal tid, klappede fælden, da han blev anholdt i Thailand.

Han landede i dag på dansk jord kl. 08.00, hvor han formelt blev anholdt, efter at han var udleveret til dansk polti. Kl. 10.00 fredag bliver han fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Glostrup.

Her vil senioranklager Helle Giersing fra Københavns Vestegns Politi begære ham varetægtsfængslet på grund af risikoen for, at han flygter igen. Politiet har desuden rejst 14 nye svindelsigtelser mod ham.

Den 37-årige far til to mindreårige børn er en af de mistænkte kriminelle på flugt, der bliver eftersøgt offentligt af dansk politi i Interpol, fordi de har en formodning om, at de gemmer sig i udlandet.

Læs også:

De jages i hele verden

Men hvor de fleste på listen er efterlyst for alvorlige forbrydelser som drab, pædofili og narkosmugling, så er Bent S. dømt for bedrageri og har fået en samfundstjenestedom, som han ikke har passet.

Danskeren har en dom på otte måneders betinget fængsel for godt halvtreds forhold om svindel på Internettet, hvor han solgte ting, som han ikke havde, blandt andet telefoner, kameraer og pc-udstyr, og derefter brugte pengene. Derfor skal dommen nu ændres til fængsel i otte måneder.

Efter dommen er han mistænkt for mere svindel på internettet og for blandt andet at ændre sin svogers Nemkonto-nummer til sit eget. Svogeren er svært hjerneskadet efter en arbejdsulykke, og svindlen blev først opdaget, da personalet på svogerens institution opdagede, at der ikke blev betalt husleje.

Han har desuden meldt sig til kursus på Københavns Tekniske Skole, hvor han var SU-berettiget, men aldrig mødte op. Men myndighederne var opmærksomme på ham.

- Derefter forsvinder han til Thailand med begge børn, fortæller senioranklager Helle Giersing fra Københavns Vestegns Politi.

37-årige Bent er eneforsørger for en pige og en dreng på henholdsvis 11 og 15 år, men er nu gift med en thailandsk kone og bor med hende i den nordlige del af Thailand.

Politiet vidste godt, hvor den eftersøgte opholdt sig, men i denne sag var hensynet til de mindreårige børn altafgørende.

Normalt kan det tage omkring et år at få en statsborger udleveret fra Thailand. I denne sag har politiet valgt at efterlyse ham internationalt og at inddrage hans pas. Det fører til, at han bliver anholdt af immigrationsmyndighederne og sat i detentionen, hvorefter hjemlandet får besked på at hente ham.

I dette tilfælde er anholdelsesbeslutningen afsagt d. 9. oktober 2012, mens Interpol-efterlysningen først er dateret til 22. februar 2013.

- Al tiden er gået med at sørge for, at der bliver taget ordentligt hånd om de to børn - det har været min bekymring. Vi skulle sørge for, at Hvidovre kommune var med på, at de havde et problem, de skulle løse, siger senioranklager Helle Giersing.

Bent S.' thailandske kone har dog sagt, at hun gerne vil tage vare på børnene.

- Ambassaden i Bangkok er også inde i sagen og har haft kontakt med børnene, siger Helle Giersing og tilføjer om Bent S.:

- Han har otte måneder i 'sparekassen', og så står han formentlig til 4-6 måneders fængsel for det, han har gjort efterfølgende. Og så kan han tage til Thailand igen, siger Helle Giersing med henvisning til, at det ser ud til, at den nu anholdte slipper for at få et indrejseforbud til Thailand. Så har han mulighed for at vende tilbage til sin børn, når han har udstået sin straf. Uden at figurere som 'wanted' i det internationale politisambejde.

KLIK IND PÅ HVERT ENKELT BILLEDE I DEN INTERAKTIVE GRAFIK HERUNDER OG LÆS MERE OM DE EFTERLYSTE