ADVARSEL: Meget stærke billeder i tv-indslaget over artiklen!
Den danske statsborger Kenneth Sørensen, der også bliver kaldet Abdul Malik, blev ifølge flere islamistiske internetsider dræbt den 3. marts under kampe i Syrien, hvor han kæmpede på oprørernes side under ledelse af Muhajireen Brigade.
Muhajireen Brigade er en enhed for udenlandske jihadister, der kæmper i Syrien. Brigaden er tæt knyttede til al-Qaeda.
'Vores bror var tapper'
Danskerens død bekræftes nu i en video, der cirkulerer på internettet, udsendt af Muhajireen Brigade. Her kan man se danskeren blive begravet sammen med andre dræbte oprørere.
Læs også:
Internet-side: Danske konvertit dræbt i SyrienEkstra Bladet arbejder i øjeblikket på at få den præcise oversættelse af ordlyden i videoen, men ifølge longwarjournal bliver der blandt andet sagt følgende hen over de makabre billeder:
- Vore bror Abu 'Aisha (som Kenneth Sørensen også blev kaldt, red.) stod tappert og angreb med fuld styrke og stak ikke af, inden han døde.
Anholdt i både Yemen og Libanon
Kenneth Sørensen konverterede til islam for mere 10 år siden, og han har tidligere været i de danske mediers søgelys. Blandt andet da han blev anholdt for at skabe uro under den første store terrorsag i Danmark, Glostrup-sagen.
Senere optrådte han på TV2, hvor han fortalte om, hvordan han var blevet tortureret under anholdelelser og fængslinger i både Yemen og Libanon. Anholdelserne skyldes ifølge Sørensen, at han deltog i undervisning på islamiske universiteter.
Sørensen boede med sin familie i Libyen, men har tidligere også boet i Egypten.
Vi må igen advare om de meget stærke billeder i videoen over artiklen!