Dødsstraf truer Kinas faldne powerpar

Topadvokaten Gu Kailia, gift med Kinas faldne politiske superstjerne Bo Xilai, er nu formelt tiltalt for mord på den britiske forretningsmand Neil Heywood - hun risikerer dødsstraf

Advokaten Gu Kaillai - i midten - er nu formelt tiltalt for giftmord på den britiske forretningsmand Neil Heywood (til venstre). Hendes mand, den tidligere stjernepolitiker Bo Xilai, er det mest prominente offer for det skandale, som har rullet over Kina siden Heywoods død i november 2011. (Foto: AP. Fotomontage: ekstrabladet.dk)
Advokaten Gu Kaillai - i midten - er nu formelt tiltalt for giftmord på den britiske forretningsmand Neil Heywood (til venstre). Hendes mand, den tidligere stjernepolitiker Bo Xilai, er det mest prominente offer for det skandale, som har rullet over Kina siden Heywoods død i november 2011. (Foto: AP. Fotomontage: ekstrabladet.dk)

- Fakta om de to tiltaltes forbrydelse er klare, og beviserne er tunge og uigendrivelige. Derfor er de tiltalt for overlagt mord.

Den 53-årige topadvokat og forretningskvinde Gu Kailais dage kan være talte. Som en af hovedpersonerne i det nye Kinas største politiske skandale i årtier er hustruen til den faldne politiske superstar Bo Xilai nu officielt ikke bare mistænkt, men formelt tiltalt for giftmord på den britiske forretningsmand Neil Heywood i november i fjor. Straffen for mordet kan, hvis hun kendes skyldig, blive døden.
Læs:

Blev han myrdet af sin elskerinde?

Retssager plejer at ende med dom
Oplysningerne om tiltalen mod Gu Kailai og en af familiens ansatte, Zhang Xiaojun, kom torsdag aften kinesisk tid via det statslige telegrambureau Xinhua. I Kina ender straffesager som regel med dom, ikke mindst når de rejses mod fremtrædende personer. Der er ikke sat dato på sagen imod Gu, men Shen Zhigeng, en af Bos og Gus advokater, har over for Reuters Bureau skønnet, at den kan begynde den 7. eller 8. august - dermed kan den være afviklet i god tid for det magtskifte i Kina, som sker hvert tiende år, og som er planlagt til senere i efteråret.

Skandalerne om Bo Xilai og Neil Heywood

Ikke set siden april
Det er første gang siden april, at der er kommet noget officielt frem i Kina om Gu Kailai og Bo Xilai. Ingen af dem har været set, siden de begge blev tilbageholdt af myndighederne dengang. Rygter om hele sagen og parrets skæbne har imidlertid verseret bredt på netsider, og de kinesiske myndigheder har haft travlt med at lukke de sites, som var længst fremme med omtale af skandalerne. Ifølge de oplysninger, som har være i omløb, har Gu, hvis familie er stenrig, ikke blot efter kinesiske forhold, tidligere delt sin tid mellem familiebasen i Chongqing, den kinesiske hovedstad Beijing og ophold i udlandet.
Læs:

Kina blokerer hjemmesider efter kuprygter

Xinhuas meddelelse i aftes blev viderebragt på tv, men ikke i de centrale nyhedsprogrammer, og den blev omtalt på flere websiter. Der var dog lukket for muligheden for at kommentere nyheden.

På spring til toppost
Neil Heywoods død på et hotelværelse i kæmpebyen Chongqing blev begyndelsen på en rullende kæmpeskandale, hvis mest prominente offer har været Gu Kailias mand, Chongqings daværende politiske leder Bo Xilai. Den karismatiske Bo stod dengang på spring som topkandidat til en plads i Kinas absolutte magtcentrum, den ni mands store stående komité i kommunistpartiets politbureau, når der i det kommende efterår kommer nye folk i ledelsen.
Læs:

Bo Xilais fald: Lod Kinas præsident aflytte

Det er på forhånd afklaret, hvem der skal afløse præsident Hu Jintao og premierminister Wen Jiabao, mens det stadig i beskedent omfang er uvist, hvem der får pladserne i politbureauet og den stående komité. Bo Xilai, som havde været en meget synlig repræsentant for tendenser i retning af den maoistiske kulturrevolution, blev i foråret fjernet fra alle sine magtpositioner, samtidig med at beskyldningerne mod hans kone for mord tog til.

Sønnens sikkerhed motiv for mord
I den erklæring, som i går gav oplysningerne om tiltalen mod Gu - i den officielle ordlyd kaldet Bogu Kailai - angives frygt for sønnen Bo Guaguas sikkerhed som Gu Kailais motiv til giftmord. Neil Heywood, som i en periode havde været nær ven og samarbejdspartner for parret Bo og Gu, havde hjulpet dem med at få sønnen ind på de mest prestigefyldte skoler og universiteter i England og USA.
Læs:

Power-parrets søn vil ikke hjem til Kina

Men nu siges Gu og sønnen at have fået økonomiske kontroverser med deres engelske ven, og det førte, mener myndighederne, til Heywoods død.

- Bekymring over den trussel, som Neil Heywood udgjorde for hendes søns personlige sikkerhed, fik Bogu Kailia til, sammen med Zhang Xiaojun, (...) at forgive og dræbe Heywood, skriver Xinhua.

Sådan har skandalen om kinesisk toppolitik og en britisk forretningsmands død udviklet sig:

August 2011: Kinas præsident, Hu Jintao, taler i telefon med en embedsmand fra korruptionsbekæmpelsen, som befinder sig i den kæmpestore byprovins Chongqing. Specialudstyr afslører, at lokale embedsmænd i Chongqing aflytter præsidenten.
15. november 2011: Forretningsmanden Neil Heywood bliver fundet død på et hotelværelse i Chongqing.
17. november 2011: Den britiske viceudenrigsminister Jeremy Browne får under massiv kinesisk medieopmærksomhed to kinesiske kæmpepandaer overdraget af den politiske superstjerne, partichef for Chongqing og Heywoods nære bekendt Bo Xilai.
18. januar 2012: Det britiske udenrigsministerium orienteres første gang om, at der kan være noget mystisk ved Neil Heywoods død.
6. februar 2012: Bo Xilais næstkommanderende og politichef, Wang Lijun, henvender sig til USA's konsulat i Chengdu. Han fortæller amerikanerne, at Bo Xilai er involveret i korruption, og at Bos kone, Gu Kailai, er medskyldig i giftmord på Neil Heywood, som tidligere arbejdede tæt sammen med ægteparret, blandt andet om deres søns skolegang og studier i Vesten. Da Wang dagen efter forlader konsulatet, bliver han anholdt og ført til Beijing.
7. februar 2012: Den britiske udenrigsminister William Hague orienteres første gang om, at Neil Heywood angiveligt blev offer for et giftmord i Kina.
8. februar 2012: Det meddeles officielt i Kina, at Wang Lijun er på orlov 'af helbredsgrunde'.
14. marts 2012: Premierminister Wen Jiabao rejser på sit årlige pressemøde åben kritik af Bo Xilais maoistiske tilbøjeligheder som partichef i Chongqing.
15. marts 2012: Bo Xilai fjernes fra sine poster i Chongqing, men beholder formelt pladsen i Kinas kommunistpartis politbureau.
10. april 2012: Bo Xilai smides ud af kommunistpartiets centralkomité og politbureau. Hans kone, advokaten Gu Kailai, efterforskes nu ifølge en officiel meddelelse for meddelagtighed i giftmord på Neil Heywood. Der spekuleres i Kina på, om Heywoods død faktisk var et mord, eller om beskyldninger mod Gu Kailai er en del af en magtkamp, rettet imod Bo Xilai, og lækket til offentligheden af kommunistpartiets ledelse.
17. april 2012: Den britiske premierminister David Cameron rejser sagen om Heywoods død over for sin officielle gæst Li Changchun, som er medlem af Kinas helt centrale magtelite, Politibureauets Stående Komité, og ansvarlig for partiets propaganda.
17. april 2012: Op til mødet med de kinesiske gæster udbeder David Cameron sig en forklaring fra cheferne i den britiske Secret Service og Udenrigsministeriet om, hvorfor regeringen ikke for meget længe siden var blevet orienteret om Heywoods forbindelse med den kontroversielle Bo Xilai.
18. april 2012: Kinas officielle nyhedsbureau oplyser, at Kina garanterer en 'grundig, tilbundsgående undersøgelse' af Neil Heywoods død.
24. april 2012: Bo Guagua, Bo Xilais og Gu Kailiais 24-årige søn, skriver i et indlæg på Harvard Universitys webavis, hvor han beskriver sig selv som mønsterstudent, hvis studier i Vesten er betalt af hans mor og af stipendier. Han kan, skriver han, intet oplyse om sagerne mod hans forældre.
25. maj 2012: Bo Guagua består sin eksamen på Harvard og oplyser, at han har planer om at læse jura i USA.
26. juli 2012: Kinas officielle telegrambureau, Xinhua, oplyser, at Gu Kailai og en ansat i familien, Zhang Xiaojun, er blevet tiltalt for overlagt mord på Neil Heywood. Motivet skal ifølge mynidghederne være, at Gu Kailia frygtede for sønnen Guaguas personlige sikkerhed.
9. august 2012: Gu Kailai kendes skyldig i giftmord på Neil Heywood. Hun tilstår at have forgivet briten, fordi Heywood havde truet hendes søn, Bo Guagua, i forbindelse med et økonomisk mellemværende. Zhang Xiaojun kendes skyldig i medvriken til drabet.
10. august 2012: Fire højtstående politimænd fra Chongqing erkender i retten, at de har forsøgt at dække over Gu Kailai i forbindelse med drabet på Neil Heywood.
20. august 2012: Gu Kailai idømmes betinget dødsstraf, hvilket betyder, at henrettelse ikke eksekveres, hvis hun holder sig fri af kriminalitet i to år. Zhang Xiaojun får ni års fængsel.
24. september 2012: Bo Xilais tidligere nære allierede og politichef, Wang Lijun, idømmes 15 års fængsel, bl.a. for at have dækket over mordet på Neil Heywood.
28. september 2012: Kommunistpartiets politbureau ekskluderer Bo Xilai fra partiet og bebuder retssag imod ham for magtmisbrug, bestikkelse og korruption.

Opdateret 29. september 2012. Kilder: britiske, kinesiske og amerikanske medier, Wikipedia

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste historier, så du altid får det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokale nyheder

Få nyheder fra dit nærområde, og hold dig opdateret på vejr, trafik og erhvervs-nyheder i dit nabolag.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant?? Gem artiklen til senere.

Hvor der er penge, der er Peter