En elegant men ligefrem stil og en fin, dæmpet humor. Det var Arnold Mærsk Mc-Kinney Møllers offentlige kendetegn.
Som nu dengang i 70erne, da han skulle til møde i Statsministeriet, hvor Anker Jørgensen tøvende havde samlet mundvandet for at kræve en højere statsafgift af den olie og gas, som A.P. Møller var med til at pumpe op fra Nordsøen.
Der var energikrise, og Mærsk havde regnet ud, at hele den danske verdenspresse ville stå klar for at fotografere hans ankomst til Christiansborg.
Milliardæren valgte en Ford Fiesta som transportmiddel! Med chauffør, ganske vist. Men ingen kunne beskylde ham for at ødsle med brændstoffet den dag. Et herligt stunt.
GREB ALTID RORET
Manden blev næsten 100 år men overraskede til det sidste sine omgivelser ved at tage affære, når det passede ham – i forretninger og privat.
I efteråret 2010 var han ude at lufte sin gigantiske 82 fods sejlbåd KLEM VIII. Den er bygget i Finland som Mærsks fødselsdagsgave til sig selv, da han fyldte 96. Type: SWAN 82 med Raised Cockpit (dvs. ståhøjde). Pris: 60 mio. kr. Navnet er døtrenes og konens forbogstaver.
Båden var altid bemandet med et par toptrænede gaster, men da det blæste op nævnte efterårsdag, skævede Mærsk mod skyerne og meddelte sine gæster: ’Jeg må hellere selv tage roret’.
Sådan. Den gamle reder stolede nu engang mest på sig selv.
DEN SENE FYRING
Møller er blevet berømt for sit livsforsæt: Rettidig omhu. Og det er vanskeligt at finde eksempler på, at han ikke har efterlevet det. Det skulle da lige være hans sidste store cheffyring, nemlig da han i 2007 – med bestyrelsesformand Michael Pram Rasmussen som skarpretter – sendte rederiets topdirektør Jess Søderberg på porten.
Manden havde arbejdet i rederiet i 37 år, og mange var chokerede. Men kloge hoveder må i dag medgive, at oldingen så ret: Afløseren Niels Smedegaard Andersen fra Carlsberg er skarpere. Hurtig til at omstille den gigantiske koncern, så den dampede sikkert ud af krisen.
KOSTSKOLE-DISCIPLIN
I sammenligning var den ellers ansete Søderberg et snøvl til at slanke foretagendet, da dårlige tider ramte containertrafikken hårdt, ligesom han blev straffet for en mislykket generationsfornyelse af rederiets it-system.
Der er tale om psykologi for begyndere: Søderberg tilbragte hele sit voksne liv med at blive dirigeret rundt af den gamle reder og hans topfolk. Den slags slider på evnen og modet til nytænkning. Smedegaard ankom derimod ubelastet af rederiets kostskoledisciplin og gjorde, hvad han fandt nødvendigt.
MODERAT LUKSUS
Privat har Mærsk Møller haft mindre sjov ud af sin mange milliarder end de fleste ville have fået i hans sted. Bevares, han byggede sig på sine gamle dage et nydeligt hus uden dørtrin på Mosehøjvej i Charlottenlund, hvor parret i 1987 flyttede ind, fordi fru Emma – ægtefælle gennem 65 år, død i 2005 – ikke længere klarede trapperne i funkisvillaen på Valeursvej 6 i Hellerup.
Møllers småttede ikke med pladsen: 683 kvadratmeter med ni værelser under kobbertag og en kælder på 114 kvm. Et svømmebassin på 20 x 7 meter er indrettet sådan, at man fra kælderen kan kigge ind i vandet. Mærsk brugte det hver morgen ved siden af sine faste gymnastikøvelser.
I stuerne er malerier af Delacroix, Matisse og Picasso ophængt med en speciel belysning, så de falder i øjnene døgnet rundt.
Parret købte de omliggende grunde og disponerede over 13.000 kvadratmeter, der bl.a. gav plads til to rækkehuse til chaufføren og et par filippinske tjenestefolk.
Ved siden af nydelsen ved at spadsere i sin egen store park giver den drabelige matrikelsammenlægning en vis sikkerhed. Ud over elektrisk port med samtaleanlæg er ejendommen beskyttet af et 2,5 meter højt trådhegn, ligesom kameraer overvåger, hvem der nærmer sig indgangen.
HUS NÆR SAINT PAUL
Ud over den berømte Fiesta har Mærsk haft de herlige biler, han lystede. Et hus i Provence blev dog ikke købt af forlystelsessyge, men fordi hans elskede hustru Emmas helbred råbte på lune omgivelser.
Den idylliske Villa la Perla på 250 kvm. plus anneks til gæster ligger i landsbyen La Colle sur Loup ved siden af den mondæne kunstnerby Saint Paul, et kvarter fra Cote d’Azur, lufthavnen ved Nice. En lokal kvinde sørger for, at huset kan tages i brug uden varsel. Mærsk havde det med at træffe hurtige beslutninger, når han og fruen pludselig trængte til at få lys til hjernen.
Turen til Nice foregik i Mærsks private jet, en ombygget Challenger 604 med ni pladser, heraf to tronstole til Møllers, som sad over for hinanden. Tjenestepigerne og med årene en sygeplejerske til Emma fulgte med.
ALDRIG MÆT
Bordets glæder sagde ikke den rige mand meget. ’Jeg spiser mig aldrig mæt. Jeg spiser kun, indtil jeg ikke mere er sulten – gerne med et enkelt glas vin til’, sagde han.
Det var hans ene forklaring på sin høje alder og glimrende form. Den anden lød sådan: ’Jeg spadserer en halv time hver dag – også når jeg ikke har lyst.’ Hans eneste kendte last var en vis hang til fransk Valrhonachokolade.
Sådan var Mærskens strikte leveregler fastsat – for ham selv. Han gav sig ikke af med at råde andre om, hvordan de skulle leve eller se ud. Højst kunne der falde en bemærkning om et manglende slips. Det er ikke noget, man springer over, selv om man arbejder på kontoret i weekenden.
BRUTAL ELEFANTRIDDER
Mangemilliardærens relative beskedenhed afspejles også i Kraks Blå Bog, hvis artikler skrives af de portrætterede selv. Hr. Møllers biografi fylder præcis en halv spalte – til forskel fra alle mulige ubetydelige læger, dusinpolitikere, direktører og fiduskunstnere, som selvbegejstret smører flere spalter ned om deres ubrudte genialitet gennem livet. Mærsk har dog fået plads til forkortelsen R.E. efter sit navn. Det betyder Ridder af Elefantordenen. Han er den eneste modtager uden for kredsen af kongelige og præsidenter.
Mærsks venlige fremtoning i offentligheden kunne give indtryk af en flegmatisk slider, blottet for temperament. Helt forkert. Han kunne ved visse lejligheder blive ædende ubehagelig over for folk i rederiets grimme hovedkvarter med de blå vinduer i Københavns havn. ’Management by fear’, altså ledelse via skræk, har ’afhoppere’ fra rederiet betegnet stilen, når Mærsken satte sine direktører på plads, mens de stod op på hans kontor, hvor ingen satte sig uden udtrykkelig invitation.
Tyranniet i Mærsks 20 kvm. kontor på 6. sal i det hvide fort harmonerer egentlig skidt med rederiets selvforståelse og tradition for at sende ganske unge mennesker ud i verden med et betydeligt personligt ansvar og tilhørende behov for selvstændig handleevne. Men lad så dén inkonsistens være Mærsks personlige selvmodsigelse midt i koncernens velordnede kolonner af tal, containere, skibe og jakkesæt.
FORGUDET FAR
Ét emne kunne frem for noget bringe skibsrederen i affekt: Nemlig hvis nogen dristede sig til at mene noget ufordelagtigt om hans elskede, nej hans tilbedte far, Arnold Peter Møller, som grundlagde rederiet i Svendborg i 1904 og døde i 1965.
Mærsk har selv udviklet Danmarks største virksomhed til at omfatte 120.000 ansatte, fordelt på rederi, olie- og gasudvinding samt dagligvarehandel i form af Dansk Supermarkeds kæder Bilka, Netto, Føtex.
Men sønnen glemte aldrig et sekund, at det var hans far, der lagde grunden til foretagendet og styrede det de første 60 år. Den overdimensionerede faderbinding kom til udtryk ved mange lejligheder. Bedst kendt er Mærsks uforsonlige raseri, da Berlingske Tidende – med den tidligere venstrefløjshippie Peter Wivel som kortvarig chefredaktør – præsenterede et journalistisk kulegravningsprojekt, der skulle dokumentere, at A.P. Møller under 2. verdenskrig berigede sig ved at levere nazisterne våben via datterselskabet Dansk Industri Syndikat. Ledende journalist bag projektet var i øvrigt Informations nuværende chefredaktør Christian Jensen.
KRIG MOD BERLINGSKE
Berlingskes budskab var, at DISA havde tjent penge på våbensalg til tyskerne i et omfang langt over, hvad samarbejdspolitikken fordrede. Våbenfabrikken fik da også efter besættelsen konfiskeret retsopgørets største enkeltbeløb.
Mærsk var rasende over at få sin fars minde besudlet som værnemager - men nægtede at udtale sig til avisen. Han solgte omgående sine aktier i bladet – 14 pct., hvilket satte gang i en større udskiftning af avisens ejerkreds.
Hr. Møller kunne være en frygtelig fjende i det store – men også en plagsom flueknepper i det små. Tag bare operaen med verdens skøreste beliggenhed i et forblæst hjørne af Københavns havn, hvor man skal gennem et klondike af havekolonier og ruiner og for at nå frem til en overfyldt parkeringsplads.
Mens monstrummet blev opført for to af Mærsks fradragsberettigede milliarder, havde arkitekter, kunstnere og håndværkere den ædle giver rendende i ét væk. Alt ville han afgøre. Fra de alt for høje toiletter, der skulle passe til hans lange ben, til glasfacadens grimme kølergrill, der gjorde ham til arkitekt Henning Larsens dødsfjende, og til den skøre ordre om, at intet vindue i operaens tusinde rum måtte kunne åbnes! Mærsk tror på aircondition.
SØN SAVNEDES
Var der noget, mangemilliardæren savnede i sit lange liv? Ja – en arving til alle herlighederne, tror jeg. Mig bekendt har han aldrig udtrykt det. Men med hans slægtsbevidsthed må det have været en dyb skuffelse, at han ikke kunne give sit livsværk videre til en søn. Det skulle godt nok have været en yderst robust fyr!
Mærsk og Emma fik imidlertid ’kun’ tre døtre, Leise, Kirsten og Ane, hvoraf ingen har vist synderlig interesse eller talent for management.
Formentlig har de tidligt indset det umulige i at indfri deres fars ambitioner, hvilket også gjaldt deres mænd. Ane Uggla, gift med en svensk søofficer og måske derfor mest frigjort fra Mærsks påvirkning, er dog gået ind i koncernens bestyrelser som næstformand, men familien vil næppe levere en topchef af gavn.
Og så dog: To unge mænd i fjerde Møller-generation er i færd med at prøve vingerne i det vidtspændende foretagende. Robert Uggla som direktør i rederiet Svitzer med 500 skibe og Johan Pedersson Uggla, direktør for APM Terminal Cargo Services i Århus, begge udnævnt i år.
Som Mærsk Møller udtrykte det efter sin næstsidste generalforsamling i april 2011: ’Det ville være morsomt, hvis de kunne komme til at lede selskabet.’
