I dagens udgave af Ekstra Bladet siger en kilde meget tæt på drabsmanden John Knudsen, at den 47-årige sønderjyde fornylig er gået i sultestrejke i protest over, at han nægtes samkvem med sin kæreste i Anstalten ved Herstedvester, hvor han afsoner sin livstidsdom for drabet på 52-årige Kirsten Bay Andersen i september 2009.
- Jeg kan med John Knudsens samtykke oplyse, at han ikke på noget tidspunkt har sultestrejket, og at han har haft et tocifret antal besøg med mulighed for uovervåget samvær med kæresten, siger Hans Jørgen Engbo, der er fængselsinspektør hos Anstalten ved Herstedvester, til ekstrabladet.dk.
Da Ekstra Bladet forelagde ledelsen hos Anstalten ved Herstedvester oplysningerne torsdag, ville viceinspektør Hanne Høgh Rasmussen på grund af tavshedspligten ikke kommentere den konkrete sag. Men hun forklarede i generelle vendinger om regler og vilkår, når indsatte har besøg.
Ifølge en kilde, der har brevkontakt med John Knudsen, gik han i selvvalgt isolation for få dage siden i protest mod, at han ikke kan få besøg af sin kæreste i en besøgslejlighed med mulighed for selv at lave mad og have samkvem i op til et døgn ad gangen.
Ifølge kilden fremgår det af flere breve, at John Knudsen er utilfreds med sin samkvemssituation med kæresten, og han udtrykker frustration over kun at må have besøg af sin mor og to sønner i lejligheden med soveværelse, stue og køkken, mens samværet med kæresten skal foregå i et lillle besøgsrum.