17-årig redder kvinde fra maskeret røver

En modig teenager lagde sig imellem kvinde og kniv-bevæbnet røver. Politiet i Odense vil gerne i kontakt med kvinden

Det var i den del af Kongens Have tættest på Odense Banegård, at røveriet af en ældre dame blev afværget (Foto: Google Maps)
Det var i den del af Kongens Have tættest på Odense Banegård, at røveriet af en ældre dame blev afværget (Foto: Google Maps)

En heltemodig 17-årig dreng forhindrede i går et røveri i Odense.

Den 17-årige dreng har forklaret til politiet, at han lørdag var gået ind i Kongens Have i Odense, hvor han fik mistanke, om at et røveri var ved at finde sted.

- Han ser en kvinde på 50-60 år stå med en trolley-kuffert, og over for hende står der en mand med en hobbykniv, som han ser ud til at true hende med. Drengen har forklaret, at manden er iført en Canada Goose-jakke, nike-sko og en hætte med huller til øjnene. Han taler dansk med accent og er omkring 183 centimeter høj, fortæller vagtchefen hos Fyns Politi.

- Drengen går hen og stiller sig imellem de to, hvorefter manden slår ud efter ham med hobbykniven, og drengen bliver snittet i håndfladen. Drengen slår efter gerningsmandens ansigt, hvorefter han flygter i den ene retning, og kvinden og drengen går i den modsatte retning.  

Fyns Politi modtog anmeldelsen af røveriet, der fandt sted omkring kvart over otte om aftenen, klokken 02.40.

Kufferten skulle været blevet stående, men det har ikke været muligt for politiet at finde den indtil videre. Derfor vil politiet meget gerne høre fra øjenvidner, der har yderligere oplysninger.

Ligeledes vil man også gerne høre fra kvinden, som undslap røveriet.

Fyns Politi kan kontaktes på telefon 114.