Brand hærger 15 biler i Kalundborg

Politiet undersøger, om det var en påsat brand, som skadede en stribe biler på en parkeringsplads

En stribe bilejere i Kalundborg triller ingen vegne i weekenden.

I alt 15 biler er blevet skadet under en større brand natten til lørdag, oplyser politiet.

- Ni biler er udbrændt, og seks andre har også skader, siger vagtchefen hos Midt- og Vestsjællands Politi.

Branden er sket på en parkeringsplads på Klosterparkvej.

Alarmen blev slået kvart i tre.

- En beboer, der ikke kunne sove, hørte noget usædvanlig støj, fortæller vagtchefen.

Tidligt lørdag morgen er politiet begyndt at undersøge, hvordan branden kan være opstået.

Der er mistanke om, at der kan være tale om brandstiftelse, men lørdag formiddag er der endnu ikke fundet noget, som peger i den retning.

Politiet vil dog gerne høre fra eventuelle vidner.