- Hallo, er der nogen derude? Jeg har et seriøst problem, og min søn og jeg vil være døde i morgen tidlig.
Sådan lød den gruopvækkende Facebook-opdatering fra en desperat kvinde og hendes 17 måneder gamle baby, der i fire-fem dage blev holdt til fange i eks-kærestens hus i byen Sandy i Utah.
Ifølge kvinden blev hun overfaldet og slået hver eneste gang, hun forsøgte at forlade huset, og derfor frygtede hun seriøst for sit liv.
Heldigvis for kvinden og hendes barn blev opdateringen dog fanget af en af hendes perifere Facebook-venner, der øjeblikkeligt slog alarm.
- Hendes posts var aldrig for sjov. Og jeg tænkte: ’Det er jul, så det må bare være rigtigt’, fortalte Erica Carver, der reagerede på opdateringen, til WHDH-TV og fortsatte:
- Selv, hvis ikke det var, blev jeg bare nødt til at følge op på det, fortæller Erica Carver, der dog aldrig har mødt den tilfangeholdte kvinde i virkeligheden.
Kort efter Erica Carvers henvendelse til politiet, rykkede de ud og anholdte den 33-årige, påståede kidnapper Troy Reed Critchfield.
Han blev efterfølgende sigtet for kidnapning, groft overfald, hustruvold, børnemishandling, voldtægt, dyremishandling og andre overtrædelser og blev øjeblikkelig varetægtsfængslet med en kaution på 251.665 dollars – eller næsten halvanden million danske kroner.