Den 54-årige bilist, der i går forsvandt fra ulykkesstedet efter en soloulykke ved Vester Skerningen vest for Svendborg, er stadigvæk ikke dukket op.
Derfor har Fyns Politi dagen igennem iværksat en kæmpemæssig eftersøgning. Men rent faktisk er de i tvivl, om hvorvidt han er overhovedet er derude.
Det bekræfter Fyns Politi overfor ekstrabladet.dk.
- Vi leder stadigvæk efter ham - både med hunde og helikoptere. Det er vi jo nødt til, eftersom vi stadig ikke har fundet ham, fortæller vagtchef Lars Thede til ekstrabladet.dk og fortsætter:
- Vi har dog fået en masse ubekræftede henvendelser fra folk i området, der påstår, at de har hørt og set ham, og vi kan også se, at hans telefon er blevet brugt i formiddags, selv om den er slukket nu.
LÆS OGSÅ: Politiet leder efter forsvundet bilist med helikopter
Til at starte med frygtede man, at manden var kommet alvorligt til skade og lå et sted i området, men ifølge vagtchefen har man nu en snigende mistanke om, at manden gemmer sig for politiet af frygt for at blive retsforfulgt for soloulykken, hvor der kan have været spiritus involveret.
Ikke mindst fordi politiet også har fundet blodigt tøj på mandens bopæl tæt ved Svendborg, der tyder på, at han har været hjemme og skifte tøj.
- Vi er ved at være godt og grundigt frustrerede over den her sag, eftersom vi ikke ved noget med sikkerhed. Det koster det hvide ud af øjnene at gennemføre denne her eftersøgning, og hvis det så viser sig, at han bare gemmer sig, vil det være brandærgerligt, lyder det.
Derfor har Lars Thede en klar opfordring til den 54-årige bilist eller folk, der ligger inde med relevant viden om sagen.
- Kom ud af busken. Det handler ene og alene om at få fundet ham, så vi kan få afblæst denne her søgning. Og han skal ikke være bange for at blive anholdt eller varetægtsfængslet. Vi vil bare gerne have fundet ham.
Har du oplysninger i sagen, kan du kontakte Fyns Politi på tlf.: 114