En mindre brand i en kælder i Saxogade på Vesterbro i København fik dramatiske konsekvenser i eftermiddag, da 10 beboere blev fanget i deres røgfyldte lejligheder.
- Da vi kom, hang der fire personer ud af vinduerne på fjerde sal. De var i panik og klar til at springe, siger vagthavende brandinspektør Magnus Mattsson, Københavns Brandvæsen, til ekstrabladet.dk.
Men brandvæsenet fik hurtigt rejst drejestigen og reddet dem ned.
Kort efter måtte seks personer i en lejlighed på tredje sal også reddes ned med drejestigen.
Det var en brændende affaldscontainer i kælderen, som udviklede en kraftig og varm røg. Formentlig har en beboer glemt at lukke en lem til affaldsskakten, der virkede som en skorsten.
Årsagen til branden i kælderen er ukendt.
Affaldsskakt virkede som skorsten
- Røgen var tættest og varmest øverst i opgangen og trængte ind i alle otte lejligheder i opgangen. Beboerne i lejlighederne på tredje og fjerde sal blev fanget i deres røgfyldte lejligheder, siger brandinspektør Magnus Mattsson.
- Det er vigtigt, at man altid husker at lukke lemmen til affaldsskakten. Ellers bliver røg fra kælderen spredt i hele opgangen, siger brandinspektøren.
De 10 reddede beboere blev samlet i et Medborgerhus, hvor de fik ilt af ambulancepersonale. Et par blev kørt til hospitalet til observation for røgforgiftning.
Opgangen i Saxogade 16 var sortsværtet af røg og alle otte lejligheder fik røgskader.
- Samtidig med at vi reddede personerne ned med drejestigen sendte vi røgdykkere ind i opgangen, som sprængte dørene til alle lejligheder og eftersøgte for personer. Men der var ingen i de øvrige lejligheder, siger brandinspektør Magnus Mattsson.
Alarmen kom kl. 15.53.